I det fynske folks tjeneste

Fynske motionscykler på vej i rummet

Danish Aerospace Company har endeligt underskrevet sidste del af en kontrakt, der sender fynske motionscykler til rummet.

00:29

Det fynske firma Danish Aerospace Company får NASA som første kunde.

Danish Aerospace Company A/S har underskrevet anden del af kontrakten på levering af nye motionscykler til NASA. Hermed er hele den samlede ordre på de 3 nye FERGO-rumcykler på plads.

Den første cykel skal efter planen leveres til USA i 2020 og sendes ud i rummet 2021. Det er firmaets nye model Fergo, der skal leveres til den amerikanske rumgigant.

Astronauterne, der holder til på Den Internationale Rumstation skal motionere mindst to timer hver dag for at kompensere for det muskeltab, kroppen lider, når man lever uden tyngdekraft. Det er her cyklerne kommer ind i billedet.

Læs også Astronauter skal i form på fynske motionscykler

- Vi er meget glade for at den sidste del af denne store ordre er komme på plads som forventet. Dette er med til at give os arbejdsro og en rigtig god basis for næste år. Vi er allerede dybt inde i arbejdet med de nye cykler og det skrider planmæssigt frem. Vi er meget stolte over at NASA igen har valgt et dansk firma til at levere deres rumcykler, siger Thomas A. E. Andersen i en pressemeddelelse.

Danish Aerospace Company har siden slutningen af firserne udviklet motionscykler til astronauter. Dengang var det for Den Europæiske Rumorganisation ESA. Siden 1992 har det fynske firma leveret i alt 14 rumcykler til NASA. ti af modellen Shuttle Cycle Ergometer og fire af modellen Cevis.