Astronauter skal sandsynligvis motionere på fynsk træningsudstyr, når de i fremtiden rejser til månen.
Danish Aerospace Company, DAC, der ligger i Odense, har nemlig indgået en kontrakt med Den Europæiske Rumorganisation, ESA, om at bygge avanceret træningsudstyr, som skal holde astronauterne i god form.
Det er en meget vigtig kontrakt at få for det fynske rumfartsfirma.
- Dette initiativ er et stort skridt fremad for Danish Aerospace Company, siger Thomas A. E. Andersen, der direktør i Danish Aerospace Company, i en pressemeddelelse.
Vores lange erfaring vil komme os til gavn, når vi skal finjustere vores træningssystem
Det fynske rumfartsfirma er det første i verden til at udvikle udstyret, som blandt andet kan komme til at skulle bruges på rejser til månen og andre fjerne destinationer. Det er kun få virksomheder i verden, der overhovedet bygger træningsudstyr til astronauter, der befinder sig i rummet.
Erfaring giver resultatet
Det er mange års erfaring, der nu kulminerer i kontrakten med ESA.
Faktisk har fynboerne leveret kondicykler til astronauter på rumfærger siden 1992, og de har mere end 25 års erfaring med at udvikle og bygge træningsudstyr til missionerne i rummet.
- Vores lange erfaring vil komme os til gavn, når vi skal finjustere vores træningssystem, så det – hvis det bliver valgt – kan opfylde træningsbehovet for astronauter, siger Thomas A. E. Andersen.
Udstyret kombinerer cykling, roning og vægtløftningsøvelser i én maskine. Ud over maskinen, som astronauterne skal bruge i rummet, skal DAC også levere noget medicinsk udstyr til overvågning og måling af astronauternes kondition.
Allerede i rummet om et par år
Planen er, at der først skal udvikles og bygges en tidlig "Flight Model" til de indledende prøver, som finder sted på den Internationale Rumstation i slutningen af 2019.
Derefter venter arbejdet med den helt rigtige og fulde "Flight Model" til rejsen i rummet. Den bliver højst sandsynligt lanceret og afprøvet i slutningen af 2020.