Et uheld med fire biler impliceret betød tirsdag morgen, at Fynske Motorvej var spærret i et kvarters tid.
Uheldet skete klokken 08.10 mellem afkørsel 55 Aarup og afkørsel 56 Ejby i vestgående retning. Ifølge vagtchefen ved Fyns Politi skete uheldet i anden vognbane, altså i overhalingsbanen.
- Der var fire biler impliceret. Umiddelbart tyder det ikke på, at nogen er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Ehm Christensen.
Da politiet ankom til ulykkesstedet klokken 08.34, fik de besked om, at redningsmandskabet ville lukke motorvejen ganske kort for at få bilerne fragtet ud i nødsporet.
13 minutter senere, klokken 08.47, kunne de igen åbne motorvejen i den ene vognbane.
Ifølge Vejdirektoratet forventes oprydningsarbejdet tidligst overstået klokken 09.15. De fortæller også, at rejsende kan forvente op mod 30 minutters kø i forbindelse med uheldet.
Vagtchef Ehm Christensen fra Fyns Politi fortæller, at de har sendt en ambulance ud til ulykken, men da vagtchefen ikke efterfølgende har modtaget meldinger om tilskadekomne, tror han ikke, at der er sket personskade ved ulykken.