Fynske muslimer tager afstand fra IS

En lang række muslimske organisationer på Fyn står bag udtalelser, der fordømmer Islamisk Stat og organisationens ekstreme voldshandlinger.

- Der skal på ingen måde herske tvivl om, at vi fordømmer og tager skarp afstand fra Islamisk Stat og andre lignende organisationers umenneskelige gerninger. Vi er ligeledes imod enhver form for ekstremisme, der overtræder menneskerettigheder og underminerer respekt for mangfoldighed, skriver de ni muslimske organisationer på Fyn.

Baggrunden for den offentlige afstandstagen fra Islamisk Stat er røster i den offentlige debat, der har krævet en stillingtagen fra muslimer i Danmark.

De ni fynske organisationer skriver, at individer og fællesskaber bør stå til ansvar for egne handlinger - og ikke andres, men de kommer med den offentlige udtalelse mod IS for at udrydde tvivl om deres holdning.

- Selvom vi har rødder i andre lande og har andre kulturer i bagagen, er vi en del af fællesskabet i Danmark, og vi betragter Danmark som vores hjem. Vi vil derfor markere, at vi ikke vil forveksles og ligestilles med de ekstreme grupper. Ligeledes ønsker vi ikke at være genstand i en politisk debat, der fremmer bestemte politiske fraktioners interesse og enkelte personers politiske karriere, skriver muslimerne.

Bag udtalelsen står Tyrkisk Islamisk Kulturforening (TIKF) - Selimiye Moske, Afghansk Moske Fyn (AMF), Somalisk børn og forældreforening, Minhaj-ul-Quran - moske, Somalisk kulturforening, Masjid Al Noor - moske, Den Afghanske Fynske Forening (DAFF), Kvindeforening Noor, Afghansk Islamisk Kulturcenter Fyn (AIKCF) og Ashil Farokh fra Odense, der har indsamlet organisationernes opbakning til udtalelsen.

Det Islamiske Trossamfund på Fyn med adresse på Ørbækvej er ifølge Ashil Farokh, den eneste større muslimske organisation på Fyn, der ikke har skrevet under på udtalelsen.

- De mener ikke at timingen er relevant, og de mener heller ikke, at de skal tage afstand fra noget som er så langt væk og ikke har noget med dem at gøre, siger Ashil Farokh.

Oversigt

    Oversigt