I det fynske folks tjeneste

Fynske Nicki Pedersen tog andenplads i Katowice

Fynske Nicki Pedersen levede i aftes op til forventningerne, da han sluttede på andenpladsen ved det polske Grand Prix på Slaski Stadion, der var det første i sæsonens individuelle VM-serie.

-

Fynske Nicki Pedersen levede i aftes op til forventningerne, da han sluttede på andenpladsen ved det polske Grand Prix på Slaski Stadion, der var det første i sæsonens individuelle VM-serie.

Den regerende verdensmester Tony Rickardsson fra Sverige vandt over danskeren i finalen, og de to skandinaver indtager dermed også første- og andenpladsen i den samlede VM-stilling. Lukas Dryml fra Tjekkiet sluttede på tredjepladsen i finalen og polske Tomasz Gollob blev nummer fire.

Nicki Pedersen vandt i fjor samme Grand Prix på samme bane, hvor han dermed fik vendt en skrækkelig sæson med skader og dertil hørende dårlige resultater.

 - Det er ubeskriveligt. Det er helt fantastisk. Jeg kan føle det meget bedre i år. I fjor var det næsten uvirkeligt, men i år var vi kommet herned for at gøre det godt igen. Det er virkelig kanon - helt suverænt, lød den første glade kommentar fra den 26-årige dansker.

Både Bjarne Pedersen og Hans Andersen fik debut som ordinære Grand Prix-kørere, men ingen af dem nåede hovedrunden. Næste Grand Prix køres ifølge planen i Stockholm den 31. maj.

 /ritzau/