I det fynske folks tjeneste

Kom billigere til Ærø: Fynske øer kan sætte prisen på færgebilletter ned

Folketinget sætter ekstra 5,3 millioner kroner om året af til lavere priser for færgebilletter.

Passagerer på Ærøfærgen kan fremover slippe billigere over Svendborgsund. Folketinget afsætter flere millioner kroner til billigere færgebilletter.

De danske småøer får nu endnu en håndsrækning af et bredt flertal i Folketinget. Der sættes ekstra 5,3 millioner kroner af om året til lavere priser for færgebilletter til passagerer.

Dermed får kommuner med ikkestatslige færgeruter mulighed for at sætte færgepriserne ned for passagerer. Det gælder blandt andet Ærø og småøerne Birkholm, Avernakø, Bjørnø, Drejø, Lyø og Skarø.

Læs også Elfærge igen forsinket: Hensyn til sikkerheden udsætter sejlads med Ellen

- Det er vigtigt for at fastholde vækst og udvikling på øerne. Samtidig får de danske småøer større frihed til selv at vælge, hvordan de vil bruge ordningen med tilskud til lave priser, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i en pressemeddelelse.

Billige sommerbilletter

De ekstra penge skal sikre, at en række kommuner, som ellers ville få mindre i tilskud som følge af ændringer i passagerantallet, bliver kompenseret.

Fremover må kommuner med små øer selv bestemme, hvornår de vil bruge tilskuddet inden for en samlet tidsramme på 46 uger. Dermed vil de 18 kommuner med små øer for eksempel kunne sætte priserne ned i skolernes sommerferie. Dette har ikke tidligere været muligt.

- For nogle øer giver det måske mening at gøre billetterne billigere i lavsæsonen for at tiltrække flere besøgende dér. For andre kan det give mening at gøre billetterne billigere i sommerferien, siger ministeren.

Markant flere passagerer tager en tur til for eksempel Læsø og Samsø, efter at Folketinget i 2016 og siden har sat penge af til, at prisen på færgebilletterne kunne sættes ned i månederne, der grænser op til højsæsonen.

Det kaldes landevejsprincippet, der er betegnelsen for, at det skal koste det samme at sejle med færge, som det vil koste at køre den tilsvarende strækning i bil.

Læs også Ærøbudget på plads: Flere penge til færgerne

De danske småøer

I alt 30 øer er omfattet af de to tilskudsordninger. Det drejer sig om ø-kommunerne Læsø, Samsø, Fanø og Ærø samt småøerne Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

 

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet