Fynske papegøjer stjålet: Hårdere fængselsstraffe til dyresmuglere

Fremover kan dyresmuglere straffes med op til seks års fængsel.

Som en del af finansloven 2018 har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet at hæve strafferammen for dyresmuglere fra et til seks år. Samtidig får politiet bedre efterforskningsmuligheder. 

Efter et tyveri af ti papegøjer fra Danmarks Fuglezoo i Tommerup i november, har verdensnaturfonden WWF (World Wide Fund for nature) krævet, at efterforskningen og straffen for alvorlig dyrekriminalitet i Danmark kommer på samme niveau som andre EU-lande.

Fyns Politi måtte nemlig lægge sagen fra Tommerup på hylden, da sporene og midlerne til efterforskningen slap op.

De skrappere krav bliver nu imødekommet på Christiansborg.

Generalsekretær i WWF, Bo Øksnebjerg, ser derfor finansloven som en tidlig julegave.

- Danmark er ikke længere i fare for at blive dyresmuglernes paradis - så det her er en kæmpe sejr for dyrene og alle os, der ikke vil have, at Danmark skal være et fristed for alvorlig kriminalitet med truede dyr, fortæller Bo Øksnebjerg.

Indbrud i Odense Zoo

Ifølge verdensnaturfonden er dyrekriminalitet blevet den fjerdemest indbringende kriminalitet i verden. Tyvene er ikke gået forbi Fyn og har slået til to gange bare i år. 

Foruden de ti papegøjer, der forsvandt fra Danmarks Fuglezoo, blev to ynglende Hyacintara-par stjålet fra Odense Zoo i marts.

Ingen af fuglene er fundet, og politiet mener ikke længere, at de skal findes inden for landets grænser. I begge sager er der udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der har oplysninger om, hvor fuglene befinder sig.

Årligt handles der med dyre for op mod 100 milliarder kroner. 

Se eller gense indslaget fra Danmarks Fuglezoo efter indbruddet af 10 papegøjer i november. 

Oversigt

    Oversigt