DM i kunstskøjteløb: Fynske Pernille vil genvinde titlen på hjemmebane

Odense Skøjteklub er denne weekend vært for landets bedste kunstskøjteløbere, når de dyster om titlen som Danmarks bedste.

Yndefulde bevægelser og kraftfulde piruetter fylder hele weekenden isen i Odense Isstadion. Her skøjter 83 kunstskøjteløbere fra hele landet nemlig rundt i kampen om at vinde titlen som Danmarksmester 2018.

Det helt store medaljehåb er hjemmebanefavoritten Pernille Sørensen fra Odense Skøjteklub.

Den 21-årige fynbo vandt også titlen sidste år, og selvom hun tager det seriøst er der plads til at afprøve nye ting.

- Jeg satser lidt på nogle ting, som jeg måske ikke ville have satset på, hvis det var en meget, meget vigtig konkurrence, fortæller Pernille Sørensen.

 

 

Pernille Sørensen stiller op i seniorrækken og er i rigtig god form. I efteråret satte hun personlig rekord i det korte program med 52,41 point ved Haloween Cup i Budapest.

Hun træner også en del af sæsonen i USA og har netop klaret kvalifikationskravet til verdensmesterskaberne, som finder sted i Japan til marts.

Og netop udlandsopholdet har stor betydning for den 21-årige kunstskøjteløber.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har hjulpet mig rigtig meget, at jeg er rejst til udlandet. Jeg kan jo ikke sige om det vil hjælpe andre, men det har i hvert fald hjulpet mig, siger Pernille Sørensen.

Lørdag og søndag er den eneste mulighed for at se Pernille Sørensen på dansk grund i denne sæson.

 

Odense Skøjteklub gæstede TV 2/Fyn for at fortælle om forventningerne til Danmarksmesterskaberne på hjemmebane.

 

Odense Skøjteklub er stævnets største klub med 12 kunstskøjteløbere repræsenteret. Sidst Danmarksmesterskaberne blev afholdt i Odense var i 2004. 

Og det er noget særligt ifølge Thomas Agermose Jensen, der er formand for Odense Skøjteklub.

- Det er rigtig stort for os, fordi det er 14 år siden vi sidst havde kunstskøjte-DM i Odense, forklarer Thomas Agermose Jensen.

Han har også kæmpestore forventninger til klubbens regerende danmarksmester.

- Jeg vil sige, at jeg bliver meget skuffet, hvis ikke hun vinder. Hun stiller op som storfavorit. Det skal gå meget galt, hvis ikke hun vinder i morgen, siger formanden for Odense Skøjteklub.

TV 2/Fyns ungeredaktion Bemærk besøgte tidligere i år Pernille Sørensen i Odense Isstadon til en snak om livet som Danmarks bedste kunstskøjteløber - og drømmene for fremtiden. Du kan se hele indslaget med hende her.

 

Oversigt

    Oversigt