I det fynske folks tjeneste

Fynske piger vil bekæmpe plastikforurening i havet

01:54

Forureningen af plastik i verdenshavene har aldrig været større, end den er nu. To fynske piger vil gerne vende den udvikling, når de mandag tager til Skotland som Wildlife-reportere.

Der bliver snakket meget om forureningen af verdenshavene, men to fynske piger gør nu rent faktisk en indsats for at vende den kedelige udvikling.

Forureningen af plastik i verdenshavene har aldrig været større end den er nu. Prognoserne spår, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i havet.

På mandag tager Ella Frederiksen og Alberte Busk til Skotland som WWF Wildlife-reportere for at sætte fokus på  problemet. Det er organisationen WWF, der arrangerer rejsen og har udvalgt pigerne. 

- Det er den verden, vi lever i og skal passe på. Derfor er det enormt vigtigt, og som næste generation har vi et ansvar for at leve i en god verden, siger Alberte Busk.

WWF har gennem det seneste år sat fokus på plastikforurening i havet gennem den landsdækkende skolekampagne Wildschool, som pigerne har meldt sig til for at vinde rejsen. Pigerne er blevet udvalgt blandt 1.000 aspiranter som Wildlife-reportere. De unge journalistspirer skal dagligt rapportere hjem til Danmark om deres oplevelser.

- Det er virkelig en ære at få lov til det, men der lægger jo også et pres over, at vi er blevet valgt ud af så mange. Det giver os bare mulighed for at vise, at de har valgt de rigtige, siger Ella Frederiksen.

Ud over deres journalistarbejde med foredrag og forskerinterviews, skal pigerne også ud og svømme med hajer. 

- Det er nok ikke en drømme oplevelse, men det er en stor oplevelse. Det er jo vanvittigt og udfordrende, men det bliver bare mega fedt, siger Alberte Busk.

Pigerne skal efter rejsen komme med konkrete forslag til, hvordan vi som enkeltpersoner kan gøre en forskel, men det har de allerede nu nogle forslag til.

- Tænk over det, når du handler. Tænk eksempelvis over, at de karklude, vi bruger til hverdag, indeholder enormt mange mikroplastikstykker, men man kan i stedet købe karklude af bomuld, der ikke forurener. Generelt kan man bare lade være med at smide plastik i naturen og i havet, siger Ella Frederiksen.

Ved du noget? Så send os et tip