Fynske politikere klar til valg

Statsministeren benyttede som bekendt ikke sin åbningstale i Folketinget til at udskrive valg. Men for de fynske folketingspolitikere er valgkampen allerede i gang.

Der blev ikke sat dato på, men inden der er gået 11 måneder har danskerne været til i valglokalerne og valgt et nyt Folketing. Og især blandt de borgerlige partier er utålmodigheden efter et valg stor.

- Valget er udskrevet. Det kunne vi høre på statsministerens åbningstale, siger Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

- Jeg havde håbet, at hun trykkede på valgknappen i dag, men sådan blev det desværre ikke. Jeg mener, at jo før vi får et valg, jo bedre, så vi kan få en ny regering, siger Jane Heitmann fra Venstre.

Blandt regeringspartierne og venstrefløjen er der mere tålmodighed med statsministeren.

- Jeg tror, at vi får valg til april eller maj, men det er selvfølgelig Helle, der bestemmer, siger minister for Bolig, By og Landdistriker Carsten Hansen.

Men hos regeringspartierne er folketingsmedlemmerne ved at være klar til valgkamp.

- Jeg har i weekenden klistret valgplakater og været på kampagne for at tale med folk, så jeg kan være klar, siger Trine Bramsen fra Socialdemokraterne.

Oversigt

    Oversigt