Fynske politikere mister indflydelse

Næsten hver anden kommunalpolitiker i rundspørge mener, at embedsmændene har større eller samme indflydelse som de folkevalgte.

De fynske kommunalpolitikere er netop blevet færdige med at tage årets største beslutning om, hvordan skattekronerne skal bruges næste år.

Men de reelle magthavere bag kommunernes budget er embedsmændene, mener hver sjette politiker i en rundspørge, som Fyens Stiftstidende har foretaget.

- Det hele er blevet så uoverskueligt. Det betyder, at embedsmændene får frit spil og har taget styringen. Det er meget alvorligt for demokratiet, mener medlem af Kerteminde Byråd Claus Hartmann-Petersen (V).

Over halvdelen af samtlige kommunalpolitikere på Fyn har deltaget i rundspørgen, og kun hver anden angiver, at de har større indflydelse på budgettet end embedsmændene.

27 procent svarer, at de har samme indflydelse, skriver Fyens
Stiftstidende.

Årsag: kommunalreformen

Professor ved Københavns Universitet Tim Knudsen, der har forsket i demokrati, er ikke overrasket over, at mange fynske kommunalpolitikere føler, at de har mindre eller kun samme indflydelse som embedsmændene.

- Jeg havde forventet endnu flere, siger Tim Knudsen.

- Fra at have det mest velfungerende demokrati i verden er vi i kommunerne på vej til embedsmandsstyre. Det er en konsekvens af kommunalreformen, der betyder langt færre politikere, tilføjer han.

De skal samtidig agere i meget store kommuner, og som fritidspolitikere med job ved siden af har de ikke den fornødne tid til at sætte sig ind i tingene, mener Tim Knudsen.

Han ser kun én løsning på problemet:- Som i Folketinget bliver
vi nødt til i kommunerne at have fuldtidslønnede politikere, siger han til Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt