I det fynske folks tjeneste

Fynske politikere modtager trusler

Det fynske folketingsmedlem mener, at chikane og trusler er en del af gamet, når man går ind i politik.

Hademails, hemmelige opkald og ridser i bilen, følger tilsyneladende med jobbet, når man går ind i politik.

Fyns Amts Avis har lavet en rundspørge blandt samtlige fynske kommunalpolitikere, folketingsmedlemmer og medlemmer af det syddanske regionsråd. Her oplyser hver tredje, at de har oplevet at blive truet.

- Det er jo helt oplagt, at politikerne oplever flere trusler af den simple grund, at der er blevet færre politikere efter kommunalreformen, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole til Fyns Amts avis.

Politikerne oplever alt lige fra håndskrevne breve med trusler, til hærværk på landejendommen. Selv om truslerne får flere politikere til at overveje om det er prisen værd, så mener det nyvalgte folketingsmedlem Trine Bramsen, at trusler og chikane følger med jobbet.

- Selvfølgelig skal man ikke acceptere at blive truet, men man må nok være indstillet på, at hvis man selv har skarpe holdninger, så vil folk også have skarpe holdninger til dig, siger Trine Bramsen, Socialdemokratiet, til Fyns Amts Avis.

Ved du noget? Så send os et tip