Kæmper videre på kampdag: Kun én fynsk robotvirksomhed arbejder under overenskomst

Henrik Lollesgaard og mange andre arbejdere i robotindustrien griber skruetrækkeren i stedet for den røde fane 1. maj. De fynske robotvirksomheder har fravalgt overenskomst. Derfor har medarbejderne ikke fri. Arbejdernes kamp er død, mener direktør.

Henrik Lollesgaard arbejder i produktionen hos den odenseanske robotproducent Effimat.

quote I vores optik er arbejdernes internationale kampdag en anakronisme i forhold til 2019. En opdeling mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som man havde for generationer siden, synes vi ikke er relevant i dag

Karl Hvingelby, økonomidirektør, Effimat.

Han er uddannet smed og medlem af Dansk Metal. Alligevel er han trukket i arbejdstøjet denne onsdag i stedet for at fejre 1. maj sammen med resten af landets arbejdende folk.

- Vi har ikke overenskomst i vores firma, så vi har ikke fri, siger Henrik Lollesgaard.

Og han er langtfra et enestående eksempel i den fynske robotbranche.

For selvom den danske - og særligt fynske robotbranche - stormer frem med en forventet omsætning på op imod 52 milliarder kroner i 2025, er det de færreste, der har fundet det umagen værd at tilbyde deres medarbejdere ansættelse under overenskomst. 

En af 11 fynske robotvirksomheder har overenskomst

TV 2/Fyn har gennemgået 11 af Fyns mest kendte robotvirksomheder. Af de 11 er det kun hos Universal Robots, medarbejderne arbejder under overenskomst og således har ret til at holde fri til 1. maj.

- Vi er jo aflønnet lidt anderledes. Og vi har lidt længere opsigelsesvarsel. Så der er altså fordele og ulemper, siger Henrik Lollesgaard.

Direktør: Arbejderkampen er død

Karl Hvingelby er økonomidirektør hos Effimat. Det er ledelsen, der har fravalgt overenskomst i virksomheden og altså retten til at deltage i kampdagen.

- I vores optik er arbejdernes internationale kampdag en anakronisme i forhold til 2019. Alle medarbejdere hos os er i et eller andet omfang vidensmedarbejdere uanset om de er ingeniører eller montører. Vi har alle de samme fælles interesser. En opdeling mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som man havde for generationer siden, synes vi ikke er relevant i dag, siger Karl Hvingelby.

Men de værdier, man markerer med arbejdernes internationale kampdag, er vel værdier, som også er med til at definere den danske model, altså otte timers arbejdsdag, ferie og den slags. Det er vel vigtige værdier at markere?

- Jo, absolut. Men det er jo ikke værdier, som en bestemt faggruppe har patent på. Og som virksomhed mener jeg bestemt, at vi viser solidaritet med gode vilkår for alle vores medarbejdere, uanset hvilken faggruppe de tilhører.

Har fagbevægelsen mistet sin værdi?

- I forhold til en traditionel arbejderkamp, så vil jeg mene ja. Jeg er også sikker på, at talerne i dag i højere grad vil handle om velfærdspolitik og fordelingspolitik, som jo er en fælles ting for os alle, end om arbejdernes vilkår. 

Arbejder: Jeg savner ikke noget

Men lige der er direktør og arbejder altså ikke helt på bølgelængde. Henrik Lollesgaard mener fortsat, at arbejdernes kampdag kan noget for arbejderne.

quote jeg synes faktisk, at det er udmærket, at arbejderne holder lidt sammen. Ellers bliver de trykket på et eller andet tidspunkt. Vi har det jo fint i dag, men det kunne jo godt være, at vi ikke har det om 10 eller 15 år

Henrik Lollesgaard, produktionsmedarbejder, Effimat.

- 1. maj er lidt en aktivistdag, og jeg synes faktisk, at det er udmærket, at arbejderne holder lidt sammen. Ellers bliver de trykket på et eller andet tidspunkt. Vi har det jo fint i dag, men det kunne jo godt være, at vi ikke har det om 10 eller 15 år. Og så er det jo godt, hvis vi kan bevare sammenholdet mellem os.

Han savner ikke en overenskomst.

- Vi har jo en kontrakt, og den er vi godt tilfredse med. Vi synes, vores løn er fin, og vores arbejdsforhold er fine. Så er det jo ikke nødvendigt at få en overenskomst. 

Oversigt

    Oversigt