Fynske SFeres favorit stiller op

Pia Olsen Dyhr, som flere markante, fynske SFere har peget på som deres favorit til at afløse Annette Vilhelmsen som partiformand, har meddelt, at hun gerne stiller op.

Pia Olsen Dyhr vil være ny formand for SF, og hun er storfavorit til at overtage posten efter Annette Vilhelmsen, vurderer flere politiske eksperter.

Hun har bred opbakning i partiet, har klaret sig godt som minister og så vil hun videreføre et SF, der skal have indflydelse, lyder det.

- Hun er et godt bud som ny SF-formand, og hun har helt sikkert brugt de seneste dage på at vurdere og sondere terrænet for at finde ud af, hvem der står bag hende, siger Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis.

- Når hun så ender med at stille op, er det, fordi hun vurderer, at chancerne er gode. Hun har ikke lyst til at tabe en gang til, som hun gjorde i 2005 til Villy Søvndal, tilføjer han.

Han bliver bakket op af politisk kommentator Elisabet Svane fra Fyens Stiftstidende.

- Hun har opbakning i en meget bred del af partiet - både i centrum og på den grønne fløj, hvor hun selv kommer fra. Hun har modstand i den røde fløj, men hun har en bred opbakning i SF, siger hun.

Hverken Elisabet Svane eller Troels Mylenberg vurderer, at den anden favorit til formandsposten - den tidligere skatteminister Jonas Dahl - vælger at stille op mod Pia Olsen Dyhr.

Hun har for stor opbakning i partiet, og de to politikere minder for meget om hinanden, lyder det.

- Det må være en af de ting, som Pia Olsen Dyhr har afklaret. Der skal ikke være to af dem, som har været med i regeringsprojektet, der stiller op mod hinanden, vurderer Troels Mylenberg.

- Men hvis han skulle stille op, er der for alvor tale om et kampvalg, tilføjer Elisabet Svane.

Spørgsmålet er, om den røde fløj har en kandidat. Men i og med at det hovedsageligt var venstrefløjen, der trak SF ud af regeringen, så har de et problem, mener Troels Mylenberg.

- Dels har de ikke fundet ud af, om der skal stilles nogen op. Og man kan måske også sige, at de har haft deres chance, for Annette Vilhelmsen var jo ret beset deres kandidat, og som de jo selv var med til at vælte.

- Så venstrefløjen i SF er sat skak - ikke skakmat, men de skal bevæge sig, siger Troels Mylenberg.

Oversigt

    Oversigt