I det fynske folks tjeneste

Fynske skoleelever indtager EU

Ringe Kost- og Realskole er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark under "Euroscola". Det betyder, at eleverne rykker ud af de fynske skoleklasser og indtager plenarsalen i Strasbourg for en dag.

Her mødes én skoleklasse fra hver af de 28 medlemslande for at diskutere og fremlægge politiske emner, som eleverne har haft mulighed for at sætte sig ind i hjemmefra.

Med Euroscola får skoleelever i alderen 16 til 18 år lov til at være europaparlamentarikere for en dag. Formålet med programmet er at styrke de unges viden om Europa-Parlamentet.

- For Ringe Kost- og Realskoles elever er det en helt særlig begivenhed, der venter. Forventning og motivation er i top, og alle har sagt ja til at bruge op til 25 timers fritid til undervisning om EU, og det der venter os i Strasbourg, siger forstander Mariann Kordiff i en pressemeddelelse.

Klasserne bliver udvalgt fra EU's medlemslande, så eleverne på egen krop får erfaret, hvordan der forhandles i en international sammenhæng.

- I ugerne op til Euroscola-dagen i Parlamentet vil vi undervise eleverne i EU og de mere specifikke områder der skal diskuteres med de 27 øvrige medlemslandes unge deltagere, skriver forstanderen.

Og eleverne har lidt tid at forberede sig i. Den store dag er 13. februar 2014.

Læs om Euroscola

Ved du noget? Så send os et tip