Fynske skoleelever vil undgå deling af nøgenbilleder med ny video

Mobning og deling af billeder uden samtykke er et problem for de unge på sociale medier. Eleverne på Langeskov Skole vil hjælpe med ny video.

Efter flere episoder med en skidt omgangstone, dårligt sprog og voldelig opførsel kommer der endnu mere fokus på trivsel på Langeskov Skole.

Eleverne har lavet en video, der skal give andre gode råd til, hvordan man opfører sig på de sociale medier.  

- Jeg har oplevet, at der er blevet delt nogle nøgenbilleder af unge. Det synes jeg, der skal gøres noget ved, for det er blevet delt uden tilladelse, siger Camilla Orthmann Hansen, som er elevrådsformand på Langeskov Skole.

Deler unyttige ting af elever

Der er for mange elever, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig på de sociale medier, mener de to elever.

- Der er grupper på Facebook, der er opstået, hvor man deler unyttige ting af folk og ikke i en særlig god tone, tilføjer næstformand Josephine Theilgaard.

Derfor har elevrådet i samarbejde med skolen lavet en video, hvor elever fra forskellige klassetrin kommer med gode råd til, hvordan man skal opføre sig (se videoen herunder). 

 
Fotograf: Langeskov Skole

I videoen, der har fået titlen #tænkførdutaster, er budskabet, at man ikke må lægge noget op eller dele noget på nettet, der sårer andre.

Lærer: Elever skal have forståelse for de sociale medier

Lærer Jan Boye fra Langeskov Skole mener, eleverne skal guides på vej til at mindske mobning og billeddeling på de sociale medier.

- Vi oplever på landsplan, at der foregår mobning og billeddeling, siger Jan Boye, der dog understreger, at problemet ikke er større på Langeskov Skole end andre fynske skoler.

- Vi har ikke decideret oplevet det på Langeskov Skole, men det er en generel ting, som optager de unge. Vi vil gerne have, at man har en forståelse af, hvordan man gør som elev på Langeskov Skole, forklarer han.

Se hele interviewet med eleverne og læreren fra Langeskov Skole herunder. 

 

Oversigt

    Oversigt