Fynske speedway-mestre i formkrise

De danske speedwayverdensmestre, som bla. tæller fynske Nicki Pedersen og holdkaptajnen Hans Andersen har ikke levet op til deres bedste op til VM for hold.

De tre stamkørere har præsteret den dårligste pointhøst i flere sæsoner i grand prix-serien, og ikke mindst de to fynske kørere, Nicki Pedersen og Hans Andersen, har underpræsteret, skriver Ritzau. 

Det bekymrer landstræner Jan Stæchmann.

- Jeg har været meget bekymret. Nok er de alle på vej tilbage i form, men jeg har sagt til dem, at vi er nødt til at tage fat i nakken på os selv og stå sammen, hvis vi skal forsvare VM-titlen, siger han til Ritzau.

Han fik yderligere grund til bekymring, da Hans Andersen tirsdag var ude for et voldsomt styrt.

På grund af en forslået hånd er det stadig usikkert om holdkaptajnen kan stille op til den første semifinale i hold-VM lørdag i Vojens.

Han kunne således ikke deltage i træningen fredag.

- Hånden har fået det bedre, men den er stadig ikke tip top, siger Hans Andersen.

Han skal til fysioterapeut lørdag morgen og tager så stilling.

- Jeg kører ikke, medmindre jeg er 100%, siger han.

Oversigt

    Oversigt