Fynske studerende vinder DM i entreprenørskab

Sarah Persson Hammerhøy og Søren Bragt vandt onsdag danmarksmesterskabet i entreprenørskab. Deres idé "MicroChange" kan blandt andet rense mikroplast i verdenshavene.

Onsdag blev danmarksmesterskabet i entreprenørskab afgjort, og det blev de to fynske studerende Sarah Persson Hammershøy og Søren Bragt, der løb med sejren. De studerer til dagligt på SIMAC i Svendborg.  

- Jeg er bare overlykkelig over, at der er nogen andre, der tror på vores idé. 

Makkerparret vandt for deres idé MicroChange, som er en teknisk tilføjelse til skibe, der kan filtrere og opsamle mikroplast og blå biomasse. Ifølge Sarah Persson Hammershøy kom sejren som en overraskelse. 

- Vi havde ikke regnet med det. Der er mange skidegode idéer rundt omkring i Danmark. Vores var jo bare 1 ud af 21. Vi er uddannede til at se gode idéer, så vi tror selvfølgelig på vores egen idé, men vi tror jo også på andres, siger hun. 

Prisoverrækkelsen foregik på Børsen i København, hvor de to maskinmesterstuderende kunne tage imod den check på 25.000 kroner, der fulgte med titlen som Danmarksmester. Derudover vandt de i kategorien greentech, hvilket også indbragte 25.000 kroner. 

De penge skal gå til blandt andet en patentansøgning, nyt arbejdstøj og et domæne til en hjemmeside, fortæller Sarah Persson Hammershøy. Hun og Søren Bragt bliver færdiguddannede som maskinmestre i januar 2020. 

Efter sejren skal de to nu repræsentere Danmark til JA Europe Enterprise Challenge 2019, som er Europamesterskabet i entreprenørskab. Det foregår i juni. 
 

Oversigt

    Oversigt