To fynske syrienskrigere på støtten

To af 36 personer, der har været i kamp i Syrien og fået kontanthjælp imens, er fra Odense.

36 personer modtog i perioden 2012 til 2014 kontanthjælp eller penge fra en a-kasse fra Danmark, mens de var i krig i Syrien. To af dem er fra Odense, viser en aktindsigt, som Ritzau har søgt i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har tilsynet med kommuner og a-kasser.

15 af sagerne er fra København, syv er fra Aarhus, mens Odense og Høje-Taastrup har to hver.

 Albertslund, Frederiksborg, Herlev, Ishøj, Fredensborg, Kolding, Rødovre og Vejle har haft en enkelt sag hver.

De 36 personer er blevet anmeldt af Politiets Efterretningstjeneste (PET) til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Herfra er oplysningerne givet videre til de relevante kommuner og a-kasser.

Mens 34 af de 36 modtagere har modtaget penge fra en kommune, har to personer modtaget et mindre beløb fra deres a-kasser.

I 29 af sagerne har kommunerne og a-kasserne besluttet at kræve tilbagebetaling. Det samlede krav er 672.000 kroner. I de resterende syv sager er der ikke rejst krav om tilbagebetaling.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er der i tre af de syv sager ikke udbetalt ydelser i den periode, som PET har angivet.

I tre andre tilfælde kunne det "ikke godtgøres i tilstrækkelig omfang, at borgeren havde været udrejst i perioden".

Og i det sidste tilfælde af de syv sager, hvor der ikke er rejst krav om tilbagebetaling, har den pågældende person benyttet sig af retten til afholdelse af ferie med ydelse.

Det er uvist, om nogle af de 36 personer fortsat er på en offentlig ydelse. Ifølge aktindsigten har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ingen oplysninger omkring det.

Oversigt

    Oversigt