I det fynske folks tjeneste

Fynske vælgere risikerer at stemme i 30 graders varme

Flere prognoser siger 30 grader i blandt andet Odense grundlovsdag, der tegner til at blive en ekstraordinær varm valgdag.

00:59

Der bliver sandsynligvis ikke brug for sko og lange bukser, når der skal stemmes på Fyn grundlovsdag. Se vejrudsigten her. Video: TV 2 Vejret

Der bliver sandsynligvis ikke brug for sko og lange bukser, når hundredtusindvis af fynboer grundlovsdag skal i stemmeboksen for at sætte deres kryds.

Læs også Er du stadig i tvivl? Se, hvilke folketingskandidater du er mest enig med

Ifølge flere vejrprognoser bliver det på Fyn op til 30 grader varmt onsdag eftermiddag. Meteorolog Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret forventer en tordenvarm valgdag.

- Onsdag er der risiko for, at vi kan få et enkelt tordenbrag, men det mest sandsynlige er nok overvejende tørvejr. Skulle der komme et tordenbrag, ville det være fra morgenstunden, siger Andreas Nyholm.

- Det bliver rigtig varmt med op over 25 grader. Det kan lokalt nærme sig 30 grader, fortsætter han.

30 grader i Odense hele eftermiddagen

Og TV 2 Vejrets prognoser er ikke de eneste, der siger 30 grader grundlovsdag.

Både Danmarks Meteorologisk Institut, DMI, og den norske vejrtjeneste YR siger prognoserne over 30 grader i Odense onsdag eftermiddag mellem klokken 14 til 18.

5. juni ser dermed ud til at blive en af de varmeste grundlovsdage nogensinde.

DMI forventer 31 grader i Odense onsdag eftermiddag.  Foto: DMI

Det tegner til at blive en varm onsdag eftermiddag.  Foto: YR

Varm, ustabil luft

Ifølge TV 2 Vejret er det en meget ustabil luft, der kommer op over Danmark.

Der er reel risiko for kraftig regn og tordenbyger i løbet af onsdagen, så det er med at vælge det rigtige tidspunkt at tage op og sætte sit kryds på.

Stemmer du om morgenen, er der mindre varmt end om eftermiddagen, men til gengæld er der - som prognoserne ser ud i skrivende stund - større risiko for at blive ramt af en tordenbyge.

Det er dog usikkert, hvor meget vand der kommer grundlovsdag.

Den varmeste grundlovsdag nogensinde blev målt i 1861. Her nåede temperaturen 30,0 grader i København. Temperaturen på Fyn blev ikke målt dengang.