Fynske virksomheder bejler til Facebook

Fynske virksomheder fik torsdag hver et kvarter til at byde sig til som leverandører til Facebooks nye datacenter i Odense. Projektet kan bringe beskæftigelsen i kog.

Forventningerne var store forud for torsdagens byggemøde mellem entreprenørvirksomheden Mace, der står for Facebooks nye datacenter, og fynske virksomheder, der kunne byde sig til som leverendører.

Facebook og Mace har et erklæret mål om, at så mange af byggeopgaverne som muligt skal udføres af lokale fynske virksomheder.

Det glæder Carsten Knudsen, der er regionsdirektør hos virksomheden Bravida.

- Det vil betyde rigtig meget, hvis vi får en bid af kagen. Der er en enorm interesse fra alle os virksomheder, der skal byde ind på det her, siger han til TV 2/FYN.

Torsdag har han og de andre fynske virksomheder hver haft et kvarter til at gøre kur til Mace og Facebook.

Beskæftigelsen kommer i kog

- Får man en af opgaverne, skal man nok forberede sig på, at man ikke har ressourcerne til at løse opgaven. Så jeg fornemmer, at der kommer noget overophedning, fordi ressourcerne simpelthen ikke er tilgængelige, forklarer Carsten Knudsen.

Hvis virksomhederne ikke umiddelbart har midlerne til at løse opgaverne fra Mace og Facebook, bliver de nødt til selv at hyre ny arbejdskraft eller ansætte deres egne underleverandører. På den måde sætter byggearbejdet gang i rigtig mange indirekte projekter.

Et eksempel på det finder man hos Odense Congress Center, der satser på at stille kost og logi til rådighed for de mange underleverandører.

- Når de skal være her de næste tre år, skal de have et sted at sove og noget at spise. Det kan vi stille til rådighed, forklarer Tina Schütt fra Odense Congress Center.

- Vi bygger også et nyt hotel inde i byen, så vi har rigtig meget at tilbyde.

Arrangementet torsdag var første stævnemøde mellem Mace og de fynske virksomheder. Der blev ikke indgået registrerede partnerskaber eller underskrevet kontrakter, men det var et vigtigt første skridt i forhold til at lave en endelig aftale.

Odense Congress Center vil huse underleverandører

Oversigt

    Oversigt