Fynske virksomheder med royal opbakning i Japan

Fynske virksomheder tager til Japan for at skabe grobund for mere handel.

Fire fynske virksomheder tager til Japan for at skabe partnerskaber. 

Det gør de sammen med administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, og næstformand Asger Krogsgaard. 

I alt 19 fødevarerelaterede virksomheder er med i Japan, hvor der skal skabes bedre forudsætninger for et endnu stærkere handelspartnerskab.

Kronprinsparret har sat sig forrest for besøget som bliver bakket stærkt op af flere ministre herunder miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), og udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. 

De fire fynske repræsentanter på erhvervsfremstødet er Sanovo og Mette Munk fra Odense, The Brew Company fra Middelfart samt Orana fra Rynkeby. Besøget i Japan i denne uge er historiens største erhvervsfremstød i Japan, hvor i alt mere end 50 virksomheder deltager.

- Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt et marked Japan allerede er. Men når vi bruger mange kræfter herude, så handler det om, at Japan har et enormt uudnyttet potentiale for danske fødevarevirksomheder, siger Karen Hækkerup fra Tokyo, hvor besøget kommer til at have sit udgangspunkt, og fortsætter:

- Japanerne ønsker ekstrem høj kvalitet og meget høj fødevaresikkerhed – og det er noget, vi kan levere fra Danmark.

De fire fynske virksomheder, der er med i Japan, er en del af den danske fødevareklynge, som er en gruppe af erhverv, som primært er bygget op omkring landbrug, fiskeri og fødevareproduktion.                              

Japan er lige nu fødevareklyngens niende vigtigste eksportmarked baseret på eksportomsætning. Men med en kommende frihandelsaftale mellem EU og Japan, forventer Landbrug & Fødevarer, at Japan kan komme til at blive en endnu vigtigere handelspartner.

- I dag er det primært grisekød, vi sender til Japan. Men vi forventer at flere af vores store ingrediensvirksomheder kommer til at opleve en stigende efterspørgsel herude. Også oksekødsmarkedet er kun lige begyndt at åbne sig i Japan, siger Karen Hækkerup i pressemeddelelsen. 

Den største eksportvare til Japan er stadig grisekødet. Hele 72 procent af fødevareklyngens samlede eksport udgøres af grisekødet, der i 2016 havde en samlet værdi af knap 4 milliarder kroner.

Men også her er der gode muligheder for at udvide yderligere.

- Japanerne er meget nysgerrige efter at lære mere om vores produkter. Ikke mindst fordi vi kan garantere friske fødevarer med en sikkerhed for, at du ikke bliver syg af at spise noget af det, vi producerer. Det går japanerne meget op i. Det er en fornøjelse at opleve respekten for vores håndværk herude, siger Asger Krogsgaard, der er næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Besøget i Japan varer fra den 10. oktober til og med den 12. oktober. 

Oversigt

    Oversigt