I det fynske folks tjeneste

Fynske virksomheder skal restaurere gammelt slot

Lige nu bliver kongefløjens tag totaloverdækket, for at man kan skifte tagstenen på tagsten på østsiden. Foto: Pressefoto

Flere fynske virksomheder skal være med til at restaurere kongefløjen på Nyborg Slot. Det er første step i den store udbygning, der skal være færdig i 2020.

Restaureringen af Nyborg Slots kongefløj er gået i gang. Pladsen vil i den kommende tid være domineret af fynske håndværkere, der har vundet størstedelen af de opgaver, som har været i udbud.

En af dem er tømrervirksomheden S. Guldfeldt A/S fra Odense, der har vundet tømrerentreprisen, som udgør en tredjedel af det udbudte arbejde.

- Det er en spændende opgave, hvor vi kan udfordre de kundskaber, som vores svende har. Vi har håndværkere, der er videreuddannet i restaureringsarbejdet. Der skal nemlig helt særlige håndværksmæssige discipliner til for at løse den her opgave, siger direktør for S. Guldfeldt A/S, Kim Birkerød.

Han håber, at S. Guldfeldt A/S får flere opgaver på Nyborg Slot.

- Vi håber, at når vi allerede er på slottet, så får vi også en lille fordel i det næste udbud af tømreropgaver. Desuden er den her opgave en god reference generelt ved udbud fremover, siger Kim Birkerød. 

Læs også Vupti: Nyborg Slot i luksusudgave - pris 351 millioner

Første del af større udbygning

Kongefløjen på Nyborg Slot er det nærmeste man kommer middelalderens Christiansborg og residensslottet i landets første egentlige hovedstad i reformationstiden, Nyborg. 

Arbejdet med kongefløjen er første del af et større projekt, hvor Nyborg Slot skal udbygges frem til 2020. Der skal blandt andet laves en ny ringmur og en ny broforbindelse til slottet. Desuden skal Vagttårnet forhøjes til 22 meter, så gæsterne kan se ud over Nyborg by og Storebælt.

Slotsprojektet, der økonomisk er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, A. P. Møller Fonden, Realdania og Nyborg Kommune, er det største i Danmark af sin slags og kommer til at koste omkring 350 millioner kroner. 

Læs også Journalistisk satsning: Hun skal sælge Nyborg til hele landet

De andre fynske virksomheder, som har vundet entrepriser i forbindelse med restaureringen af kongefløjen på Nyborg Slot er

  • Fynske Farver (Faaborg/Svendborg) har vundet malerentreprisen. 
  • Karsten Larsen KV Konservering (Ringe) har vundet konservatorentreprisen.
  • Jerslev Stilladsservice (Langeskov) vandt stilladsentreprisen.
  • Aage Pedersen & Søn (Frørup) vandt nedbrydningsentreprisen.
  • og Nyborg El (Nyborg), der vandt el-entreprisen.

Ved du noget? Så send os et tip