Fyret efter lønkrav

Fem polske kvinder har hver fået en fyreseddel fra deres arbejde på Gartneriet Krebs på Nordfyn efter stort lønkrav.

Fyringerne faldt mandag med virkning fra tirsdag.

I fredags modtag gartneriet et krav om efterbetaling af 988.000 kroner til de fyrede kvinder, der har tjent ned til 60 kroner i timen før skat.

Det er under halvdelen af timelønnen fastsat i områdets overenskomst, som Gartneriet Krebs har forpligtiget sig til at følge som medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A. Det skriver Fagbladet 3F.

Kravet om efterbetaling af løn er rejst af kvindernes fagforening, 3F Odense GOPS.

- Vores medlemmer har fået en svinsk behandling. Der er tale om griske arbejdsgiveres afskyelige udnyttelse af mennesker på daglejervilkår, som burde være udryddet i Danmark for længst, siger Charlotte Vincentz Petersen, formand for 3F Odense GOPS.

De polske kvinder har i 2013 og 2014 arbejdet på gartneriet Krebs som ansatte hos de fynske vikarbureauer Assistin og Jobekspress.

Nogle af kvinderne har tjent 60 kroner i timen for almindeligt gartneriarbejde, mens et par af kvinderne fik 85 kroner i timen som mellemledere.

Timelønnen var den samme for arbejde på søndage og helligdage samt for overarbejde, oplyser de fem kvinder.

Polakkerne føler sig snydt for løn og synes, de har fået en meget dårlig behandling.

De forklarer, at de flere gange forgæves har klaget til både vikarbureauerne og Gartneriet Krebs over lønnen.

42-årige Anna Glaszczka, der har tjent 60 kroner i timen før skat, siger:

- Det er ikke en fair løn. Der er ikke penge til hverdagen. Jeg har nogle polske veninder, der sørger for at skaffe mig billig mad fra Polen. Vi tjener mindre i Danmark end forventet.

- For vores chefer er penge meget vigtigere end mennesker. Vi har det dårligt med fyringerne. Vi er skuffede og kede af det, siger 29-årige Karolina Kabat.

Kvinderne fortæller, at deres seneste arbejdsgiver, Jobekspress, har tilbudt dem genansættelse med arbejde på Gartneriet Krebs til en løn på 90-100 kroner i timen.

Tilbuddet gælder dog kun, hvis de vil trække kravet om efterbetalingen på 988.000 kroner mod Gartneriet Krebs tilbage.

Polakkerne har ikke sagt ja til tilbuddet.

Fagbladet 3F har forelagt fyringerne samt kritikken fra polakkerne og 3F for vikarbureauet Jobekspress.

Direktør Michael Bulinski henviser til sin betroede medarbejder Joanna Gebala.

Hun oplyser til Fagbladet 3F, at Jobekspress ikke har nogen kommentarer.

Fagbladet 3F har forelagt fyringerne, kravet om efterbetaling samt timelønnen på 60 kroner for ejeren af Gartneriet Krebs, Morten Krebs.

Men han oplyser, at han "ikke har nogen kommentarer".

Oversigt

    Oversigt