Fyret kommunaldirektør får dobbelt løn i 20 måneder

Fyret kommunaldirektør fra Langeland får dobbelt løn i 20 måneder.

I februar 2016 blev kommunaldirektør i Langeland Kommune Jørgen Vestby Christiansen fyret og fritstillet efter store problemer på asylområdet.

Begrundelsen var, at Økonomiudvalget havde mistet tilliden til Jørgen Christiansen, skrev kommunen dengang i en pressemeddelse.

Frem til efteråret 2018 skal Langeland Kommune betale omkring 2,8 millioner kroner til den fyrede direktør som led i aftrædelsesaftalen, fortæller dr.dk.

Men i februar i år ansatte Læsø Kommune så Jørgen Vestby Christiansen som ny kommunaldirektør. Det betyder, at han i 20 måneder kan hæve dobbelt direktørløn.

Jørgen Vestby Christiansen påpeger over for dr.dk, at han ikke kunne vide, hvornår han ville få et nyt job, da hans fagforening og Kommunernes Landsforening forhandlede vilkårene for hans afskedigelse.

Skiftet fra Langeland til Læsø har desuden påført ham en række ekstraudgifter, forklarer Jørgen Vestby Christiansen. Han finder det derfor berettiget, at hans tidligere arbejdsgiver ikke trækker ham i løn.

- Det er rimeligt ud fra den betragtning, at jeg stadig havde en aftale, som jeg jo i øvrigt havde tænkt mig at holde, siger Jørgen Vestby Christiansen til dr.dk.

Oversigt

    Oversigt