I det fynske folks tjeneste

Fyringer på midtfynske plejehjem

Fire af Fåborg-Midtfyns 12 ældrecentre er endt i økonomisk uføre, og flere må fyre medarbejdere. Kommunen afviser at hjælpe.

Ældrecentere i Faaborg-Midtfyn må fyre ansatte.

De fire ældrecentre har brugt mere end det aftalte budget - primært på vikarer - på grund af ekstraordinær sygdom.

Men kommunen melder hus forbi - centrene skal bare sørge for at styre økonomien bedre.

Bider sig selv i halen

Så nu må centrene fyre ansatte. Og konsekvensen blive dårligere pleje - for eksempel at beboerne på ældrecentrene må sidde og vente i halve timer på at komme på toilettet - fordi personalet ikke har tid.
Situationen giver risiko for mere stress og sygdom, og dermed bider situationen sig selv i halen, fremhæver de ansatte.

- Situationen er uoverskuelig, for det er vores anden sparerunde inden for et år. Og det resulterer i, at der er endnu færre hænder at gøre godt med, siger Dorte Rosenfeldt, medlem af Medarbejderudvalget, Tingager Ældrecenter.

- Vi møder nogle gange medarbejdere, der kommer grædende på arbejde. De kan ikke overskue at være her i 8 timer. Og vi har dårlig samvittighed, når vi kommer hjem. Vi går og spekulerer på, om der er noget vi har glemt i løbet af dagen, siger Dorte Rosenfeldt.

Ingen hjælp fra kommunen

- Vi har en aftale om kontraktstyring med vores plejecentre, hvor de fra årets begyndelse har vidst, hvad de har til rådighed. Vi kan konstatere, at de 4 centre har haft et merforbrug, men det må centrene selv finde en løsning på inden for dette og næste år budget, siger borgmester Bo Andersen, Venstre, i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Uanset årsagen vil der ikke blive bevilget ekstra penge til de 4 centre fastholder Bo Andersen, og henviser til kontrakterne.