Gå ikke i panik, opfordrer vinderklasse

Nærområderne skal udvikles, hvis Region Syddanmark skal være en international vinderregion. Det er et af forslagene fra klassen Samfundsfag B på Odense Tekniske Gymnasium, der mandag vandt Dansk Industris ungdomskonkurrencen i Region Syddanmark.

Nyt skolesystem

Klassen mener også, at panik over høje vækstrater i Kina og Indien er en dårlig ide. I stedet skal regionen udvikle nærområder og skabe et fundament for vækst og fremgang lokalt.

Det kan i følge klassen blandt andet ske gennem et nyt skolesystem med seks nye retninger, differentieret moms på madvarer, en fynsk letbane og en ny kommunal struktur for øerne i det sydfynske øhav.

Ideerne har klassen skrevet om i en avis, som den har arbejdet på de seneste uger.

Originale og konkrete forslag

Dommerkomiteen, der bestod af DI Fyns næstformand Benny Sandsted Jacobsen, Fyens Stiftstidendes web-redaktør Manja Vilhelmsen og Stephanie Kristensen, der er medlem af regionsrådet for Region Syddanmark, begrunder valget af den odenseanske gymnasieklasse med, at elevernes avis indeholder originale og konkrete forslag til at skabe vækst.

Klassen fra Odense Tekniske Gymnasium konkurrerede mod klasser fra Rosborg Amtsgymnasium og HF, Kolding Amtsgymnasium og HF-kursus, Sct. Knuds Gymnasium og Esbjerg Gymnasium og HF-kursus.

Oversigt

    Oversigt