Gå til fodbold i skoletiden

To timers dansk, lidt matematik og så glidende tacklinger og halvliggende vristspark. Det kan blive hverdagen med den nye folkeskole-reform, hvor foreninger og skoler skal samarbejde.

1703 Fodbold 2

I Middelfart ligger fodboldklubbens mange boldbaner normalt øde hen indtil sidst på eftermiddagen, men der kan komme helt nyt liv på

græsset.

Kulturminister Marianne Jelved foreslår i dag, at lokale foreninger fremover skal indgå et forpligtende samarbejde med folkeskolerne, så eleverne i den kommende heldagsskole også kan gå i skole i golfklubben, i musiklokalet, på teatret eller som i Middelfart - på fodboldbanen.

- Vi har masser af muligheder for at hjælpe de unge mennesker med at få frisk luft og noget motion og opleve noget andet. Også efter skoletiden - eller måske endda i skoletiden. Så vi har ingen problemer med, at de kommer og bruger vores faciliteter også, fortæller Claus Hansen, der er formand i Middelfart MG & BK.

Kommunen er med på banen

Fra politisk side er middelfarterne også med på idéen. Der har tidligere været lignende forsøg i kommunen.

- Det synes jeg er en rigtig god ide, og det er ikke så fremmed for Middelfart Kommune, siger Søren Illum Nielsen, der er formand for Børn-, Unge- og Fritidsudvalget - han er allerede på jagt efter ressourcerne.

- Der er nogle pædagoger og lærere, der beskæftiger børnene, og hvis de ikke skal gøre det, så er der måske noget økonomi, der kan hentes og flyttes over i klubberne, forklarer han.

Fodboldtrænere frem for lærere

I praksis kan det betyde, at pædagoger og lærere bliver overflødige, og det falder ikke i god jord hos pædagogernes forbund.

- Det vil da advare kraftigt i mod. Intentionerne har hele tiden været, at det er lærere og pædagogers faglighed, der skal drive det. Det er der man skal skabe heldhed i børns liv. Hvis man bruger foreningslivet som omdrejningspunkt, så tror jeg, man tager meget fejl. Men det kan sagtens være et supplement, mener Lars Søgaard Jensen, der er formand for BUPL på Fyn.

1703 Fodbold 1

Det er dog heller ikke sikkert, at det ene udelukker det andet. I Middelfart lukker boldklubben gerne både pædagoger og lærere indenfor.

- Det er vi meget parate til. Jeg synes, det kunne være enormt godt, hvis det var sådan, at der var lærere fra den skole, der ligger tæt på os, der havde lyst til at bruge de sidste to timer fra 14-16 i en fodboldsammenhæng i stedet for en fritidssammenhæng, mener fodboldformanden.

Oversigt

    Oversigt