Gaderæs spærrer vej i Odense

Lørdag skal der køres lovligt gaderæs i Odense, og Stat-Ene-Vej i den sydøstligedel af byen afspærres fra klokken 15 til 01.

Stat-Ene-Vej - den såkaldte Odense Raceway - i den sydøstlige del af Odense lukkes lørdag fra klokken 15, fordi der skal brændes dæk og benzin af.

Vejen spærres fra Niels Bohrs Allé og lige knap en kilometer frem til Emil Neckelmanns Vej. Der vil være lukket for gennemkørsel frem til klokken 01.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Racedays.dk har af Fyns Politi og Odense Kommune fået tilladelse til at afvikle i alt fire racerløb i byen. Løbet lørdag bliver årets første.

Løb aflyst

Den 27. april skulle lyden af brummende motorer og hjulspin have spredt sig fra Stat-Ene-Vej, men dengang blev løbet aflyst kort forinden. Racedays.dk opbevarer deres udstyr i Aalborg, og på grund af en bombetrussel i byen, kunne arrangørerne ikke få udstyret frem til Fyn tids nok til gaderæset.

Odense Kommune skriver i en pressemeddelelse, at løbet lørdag aflyses, hvis vejret er "meget dårligt". Der står dog ikke, hvor slemt vejret skal være. Ifølge TV 2 Vejret kan der falde enkelte dråber fra himlen lørdag, men ikke i det tidsrum, løbet er sat til at vare. 

Næste gaderæs i Odense holdes 3. august. Det sidste i år bliver kørt to uger senere den 17. august.

Oversigt

    Oversigt