I det fynske folks tjeneste

Gaderøveri: Små drenge truet med tæv og frarøvet mobiler

To drenge på 13 og 14 år fik sig torsdag aften en ubehagelig oplevelse, da de blev truet til at følge med to ældre drenge - og måtte udlevere deres mobiltelefoner.

To drenge på henholdsvis 13 og 14 år havde torsdag aften været en tur på McDonalds i Tarupcenteret og var på vej hjem, da to ældre drenge på 17-18 år passede dem op lidt uden for centret.

- De møder to ældre drenge, der truer dem med tæv, hvis ikke de følger med, siger Thomas Bentsen, vagtchef hos Fyns Politi.

De to små drenge følger med de store drenge hen til en garage på Bjørnsvej i Tarup.

- Her bliver de truet til at udlevere deres mobiltelefoner, inden de to store drenge lader dem gå igen, siger vagtchefen.

Politiet fik meldingen om overfaldet klokken 20.43.
 

De to gaderøvere beskrives sådan:

A:
Mand
Dansk af udseende
17-18 år
180-185 cm. høj
Spinkel af bygning
Lyst kort hår
Iført sort Adidas-hættetrøje
Medbragte blå racercykel

B:
Mand
Mellemøstlig af udseende
17-18 år
180-185 cm. høj
Kraftig af bygning
Sort kort hår
Iført Peak Performance-jakke og rød kasket

Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefonnummer: 114