I det fynske folks tjeneste

Gaderøveri i Svendborg: 15 unge truede tre 19-årige

Politiet efterlyser omkring 10 unge, der deltog i et gaderøveri i Svendborg i nat.

Tre uskyldige, 19-årige drenge blev i nat udsat for et ganske overvældende gaderøveri, da omkring 15 unge omringede dem og tvang dem til at udlevere deres værdier. Politiet efterlyser nu gerningsmændene.

De tre drenge sad på en trappesten på Frederiksgade i Svendborg klokken 00.45, da de 13-15 unge mænd pludselig omringede dem og fik en af de 19-årige til at udlevere sine personlige ejendele.

- Takket være gode signalementer, kunne vi omkring klokken halv tre i nat anholde to af gerningsmændene, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Erik Skov til tv2fyn.dk.

Der er tale om to drenge på 17 år, der kommer fra hhv. Svendborg og København.

- Den unge Svendborgenser kan vi koble direkte til et indbrud, der blev begået i Brogade tidligere på aftenen, fortæller Erik Skov.

Politiet efterlyser fortsat de øvrige gerningsmænd, der skønnes at være på samme alder som de anholdte.

Oplysninger i sagen kan videregives til Fyns Politi på telefon 114.

Ved du noget? Så send os et tip