I det fynske folks tjeneste

Gældsætter sig for at føre valgkamp til trods for smalle vinderchancer

Rene Jørgensen, der stiller op for Dansk Folkeparti til folketinget bruger 250.000 kroner på sin valgkamp. Han erkender, at han formentligt ikke bliver valgt.

00:22

Rene Jørgensen bruger kvart million på valgkamp. Han erkender, at han formentligt ikke bliver valgt.



Kassekreditten i banken er hævet og opsparingen er brugt. Det er status for den fynske folketingskandidat Rene Dyrberg Jørgensen, der stiller op til valget for Dansk Folkeparti.

Rene Dyrberg Jørgensen sidder i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune, men valgte i efteråret 2018 at gå efter at blive valgt til folketinget. 

- Da jeg startede sidste år, kunne jeg følge med med opsparingen. Da vi nærmede os valget, skulle vi rykke på nogle ting, jeg har busreklamer i Odense, og de koster også nogle penge og de skal betales med det samme. Så jeg måtte ringe til vores kære bankdame og spørge, om vi kunne hæve kassekreditten. Hun var heldigvis så fleksibel, at hun sagde, at det kunne vi godt, fortæller Rene Jørgensen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

- Vi havde regnet med at bruge 100.000 kroner, for vi troede, at han ville udskrive valget i februar-marts. Men så tog han jo fusen på os.

Rene Jørgensen, Dansk Folkeparti

Bruger kvart million

I denne uges udgave af Politik og Spin fortæller den midtfynske folketingskandidat, at han har brugt 250.000 kroner på sin valgkamp. Pengene er blandt andet gået til annoncer på Facebook, busannoncer og en folder, som er uddelt i 25.000 eksemplarer.

- Vi havde regnet med at bruge 100.000 kroner, for vi troede, at han ville udskrive valget i februar-marts. Men så tog han jo fusen på os, og så tog det længere tid, og så skulle vi jo holde gryden varm indtil valget det kom. Men Facebook har også skruet op for priserne, så jeg nu skal betale det tidobbelte af, for at nå ud til de samme brugere, fortæller Rene Jørgensen.

Læs også Fynsk rådmand i opråb om inklusion: - Folkeskolerne mangler ressourcer

Som meningsmålingerne ser ud netop nu, står Dansk Folkeparti kun til at få to mandater på Fyn. Her er vurderingen, at det formentligt bliver de nuværende medlemmer af Folketinget, Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl, der løber med mandaterne. Men det får ikke den midtfynske DF'er til at stoppe den dyre valgkamp.

- For år tilbage løb jeg H.C. Andersen Marathon uden at have trænet så meget som en meter. Den gennemførte jeg også. Så jeg har det princip: Man kan, hvad man vil. Nu er er det her selvfølgelig op til vælgerne, det kan jeg ikke gøre så meget ved. Men jeg har gjort fodarbejdet, så på dagen kan jeg sige: Jeg kunne ikke gør mere, siger Rene Jørgensen.

Fuck fars valgkamp

Selvom det kun er Rene Jørgensen, der står på stemmesedlen, så er det hele familien, der bakker op om projektet med at få Rene Jørgensen valgt til folketinget.

- Min familie står heldigvis bag mig. Min kone er gået helhjertet ind i det her, og hjælper mig også med Facebook og har været ude med flyers. Og det har mine børn også.

Men valgkampens høje pris kan også mærkes på familiens, fortæller Rene Jørgensen.

- Forleden dag var min kone oppe i Brugsen, og der står min mindste søn, Tobias, og kigger på et Anders And-blad. Så siger min kone til knægten: Du skal huske, at vi bruger alle pengene på fars valgkamp. Så siger min søn: Åh fuck fars valgkamp, griner Rene Jørgensen.

Læs også Ollerup er fynsk højborg for Alternativet: - Det passer godt til stedet her

Vil gerne forsøge igen

Selvom det ikke skulle lykkes Rene Jørgensen at blive valgt til Folketinget ved dette valg, så håber han på, at han får en chance igen ved næste valg.

- Det er et spørgsmål om, lokalafdelingen vil stille mig op igen, for det er jeg selvfølgelig interesseret i, for det er en lang proces. Skulle man blive valgt første gang, så er det utrolig heldigt, og med de meningsmålinger, der er nu, vil jeg sige, at det godt kan se sort ud. Men man skal ikke give op, siger Rene Jørgensen.

26:26

Se hele Politik og Spin

Luk video