Gæster valfarter til fynske campingpladser

Campingpladserne på Fyn er meget populære. Landsdelen har næststørst fremgang, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Campingvogne, teltpløkker og grillmad har været et stort hit på Fyn. De fynske campingpladser har nemlig været fyldt med gæster denne sommer.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

13 procent flere campinggæster besøgte de fynske campingpladser og gør dermed Fyn til den landsdel, der har mærket den næststørste stigning, når man sammenligner juli 2017 med juli i år. Kun Vestjylland har oplevet en større stigning med 15,7 procent. 

Én af de fynske campingpladser, som gæsterne er valfartet til, er CampOne Bøjden Strand på Sydfyn.

- Jeg tror, at folk altid bare har kørt igennem Fyn, henover Fyn. Nu víl de dykke ned i Fyn, og det har de så gjort her i sommer, må man sige, fortæller Christina Rasmussen, der er lejrchef på CampOne Bøjden Strand.

Hun mener, at Fyn har rigtig mange ting at byde på, og oplever også, at gæsterne på campingpladsen er nysgerrige på Fyn. Især er gæsterne på CampOne Bøjden Strand vilde med Sydfyns mange øer og smukke natur.

- Mange vil jo gerne ud og udforske det fynske øhav. Tage på forskellige ture som turistbureauet nu tilbyder, forskellige ø-hop. Der er jo også masser af fiskemuligheder, forklarer Christina Rasmussen.

Campinggæster på Fyn

Vejret er altid vigtigt

CampOne Bøjden Strand, der netop er blevet kåret til Danmarks næstbedste campingplads, har haft 11 procent flere gæster i juli måned i år end sidste år.

Det er et stykke over gennemsnittet for resten af Faaborg-Midtfyn Kommune, som "kun" har haft 5,7 procent flere gæster i samme periode. 

Og udover de mange muligheder for oplevelser, som Fyn tilbyder, så kan man ikke komme udenom, at vejret er meget vigtigt. 

- At være campist er jo at have godt vejr, stå ved grillen og få et glas vin og drikke øl med naboen, siger lejrchef Christina Rasmussen.

Torben Frydenlund Rasmussen er landsformand for DK-Camp, der repræsenterer mere end 280 campingplader i hele landet.

Ifølge ham skal forklaring på den store stigning på Fyn findes i geografien. 

- Der har været væsentlig mange nye gæster i år. Og de gæster, der er kommet, har søgt hen hvor der er vand. Og det kommer man jo næsten uanset, hvor man befinder sig på Fyn, forklarer Torben Frydenlund Rasmussen

Derudover ser han også et tegn på, at det er campingpladser med mange stjerner, som gæsterne vil have. Og dem finder man mange af på Fyn.

- Der er også en forholdsvis stor koncentration af fire- og femstjernede campingpladser på Fyn. Det har også vist sig at være dem, der har trukket godt i den her sæson, siger landsformanden for DK-Camp, Torben Frydenlund Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt