Rekordhøjt besøgstal: Gæsterne strømmer til lysaften i Odense Zoo

Lysaftenerne i Odense Zoo har været så populære, at haven nu har sat rekord for antallet af besøgende for en januar måned.

Trods den kolde og mørke årstid har Odense Zoo med de nye lysaftener, hvor haven belyses i alle regnbuens farver, fundet nøglen til succes.

For siden Odense Zoo i 1980 begyndte at opgøre antallet af gæster i haven, har antallet af gæster i januar måned aldrig været højere.

I sidste måned var der nemlig 20.055 gæster i Odense Zoo, og det er mere end 4.500 flere gæster end i januar måned 2018. Den hidtidige januar-rekord for antal besøgende blev sat i 2009. Dengang var der 17.800 gæster i haven.

Lysaften tiltrækker et nyt publikum

Danni Larsen er presseansvarlig i Odense Zoo, og han vurderer, at lysaftenerne har åbnet den zoologiske have for et meget bredere publikum.

- Jeg tror simpelthen, det er fordi, at vi har fået åbnet op for en bredere målgruppe, end dem der normalt bruger Odense Zoo. Vi kan se, at vi har rigtig godt fat i børnefamilierne, men med lysaftenerne så giver vi bare et tilbud til unge par, ældre par og folk, som har lyst til at gå en tur alene i haven. Og det er simpelthen noget, der har ramt rigtig godt, siger han.

Billigere billetter 

Det er dog ikke kun de farvede lys i vintermørket, som har været med til at trække flere besøgende til. Priserne er nemlig også blevet sænket, forklarer Danni Larsen.

- I år har vi sat prisen ned til 90 kroner, så det er blevet lidt billigere at komme ind og få en oplevelse i zoologisk have. Det har vi blandt andet gjort, fordi lysaftenerne starter klokken 17, og mange af vores dyr når at gå i seng inden da, for det er jo mørkt. Men så kan man komme ind og få en anderledes oplevelse i Odense Zoo, hvor vi lyser haven op, og det er der rigtig mange, der er glade for, ser det ud til.

Det høje antal besøgende betyder, at der fra lørdag den 9. februar og frem til lørdag den 16. februar er lysaften hver aften fra 17 til 21 i Odense Zoo.

 

Oversigt

    Oversigt