I det fynske folks tjeneste

Gaffa om Of monsters and men: Ulve uden tænder

Et veloplagt og velspillede band, solide sange ­– og ulden lyd, der gjorde, at en sangtitel, ”Wolves Without Teeth”, blev lidt for dækkende. Både Of Monsters and Men og publikum havde fortjent bedre, skriver Gaffas anmelder

Of Monsters and Men, Tinderbox, Blå Scene

Tre ud af seks stjerner

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hvor Islands succes ved det igangværende fodbold-EM har overrasket mange, er det mindre uventet, at Island har fostret et nyt verdensnavn i de senere år. Efter Björk i 90’erne, Sigur Rós og Gus Gus i 00’erne – og Mezzoforte i 80’erne – nåede Reykjavik-orkestret Of Monsters and Mens debutalbum ”My Head is an Animal” i 2012 en fornem sjetteplads på den amerikanske albumhitliste, og toeren fra sidste år gik ligefrem nummer 3 sammesteds – og begge top 10 i England. Og videoen til singlen ”Little Talks” fra debuten er i skrivende stund vist 189 millioner gange på YouTube.

Of Monsters and Men stiller live op på Tinderbox med hele ni personer – de to forgrundsfigurer, sangerne og guitaristerne Nanna Bryndís Hilmarsdóttir og Ragnar "Raggi" Þórhallsson, deres faste guitarist, bassist og trommeslager samt yderligere fire medlemmer på henholdsvis keyboard, guitar/keyboard, trombone og trompet. De lægger med en dronende intro fra keyboard og guitar i bunden roligt ud med ”Thousand Eyes” med et fint samspil mellem de to forsangere. Nanna Bryndís Hilmarsdóttir har en lys og ren, smuk stemme, der giver associationer til de lyse islandske sommernætter, mens Ragnar "Raggi" Þórhallsson har en forholdsvis dyb og let hæs stemme, der udgør en fin kontrast til Nanna Bryndís Hilmarsdóttir. Man kommer let til at tænke på Björks gamle band The Sugarcubes, hvor hun også havde en mere råt syngende vokal med- og modspiller, Einar Örn – der dog var mere uskolet end Ragnar "Raggi" Þórhallsson.




Desværre opstår der små mislyde i det efterfølgende uptempo-nummer ”Empire”. Når alle – eller bare mange – instrumenter spiller samtidig, og det gør de ofte, forsvinder de to sangere simpelthen næsten helt i lydbilledet, og det er synd, når deres vokaler udgør en så vigtig del af bandets udtryk. Af samme grund er teksterne, der hyppigt bruger symboler fra den vilde islandske natur, meget svære er høre, og det er uanset hvor på pladsen, man står og lytter – også lige ved siden af mikserpulten. De eneste gange, der for alvor er fælles fodslag mellem band og publikum, er, når der bliver sunget ”Hey” eller ”Oh-Oh” – det gør der så også tit.

”King and Lionheart” har udvidet lydbilledet med en harmonika, som heldigvis er hørbar, og det er blæserne og de to forgrundsfigurers guitarer lykkeligvis også. De akustiske guitarer får sammen med det høje tempo, de mange ”Hey” og ”Oh-Oh”-udråb og den alligevel underliggende melankolske tone uvægerligt én til at tænke på folk-rocknavne som Mumford and Sons og The Lumineers. Ligesom dem kan Of Monsters and Men heldigvis skrive iørefaldende sange, hvor eksempelvis den forholdsvis afdæmpede ”Black Water” og den mere energiske ”Crystals” er blandt højdepunkterne.

Midt under koncerten sætter et forholdsvis heftigt regnskyl ind – sangen ”Crystals” bliver dedikeret til regnen, ligesom bandet også har en sang til både vinter (”Winter Sound”) og sommer (”Mountain Sound”) – men i slutningen af sættet vender solen tilbage. Nogenlunde samtidig, i sang nummer 11 (!), ”Lakehouse”, sker der omsider noget med lyden, hvor vokalerne pludselig står meget tydeligere frem. Vågnede lydmanden lige der, blev noget teknik fikset, eller hvad? Den gode stemning fortsætter et par sange senere med hittet ”Little Talks”, der for alvor får gang i fællesang og -klap, men så er festen også ved at være forbi, og ”Six Weeks” lukker og slukker.

Et veloplagt og velspillede band, solide sange ­– og ulden lyd, der gjorde, at en sangtitel, ”Wolves Without Teeth”, blev lidt for dækkende. Både Of Monsters and Men og publikum havde fortjent bedre. Bare det går Island bedre i EM.

Ved du noget? Så send os et tip