Gaffa: Rutineret tur i americana-land

Det blev en ret okay koncert, Band Of Horses leverede på Tinderbox, mener Gaffas anmelder.

Band Of Horses, Blue Stage, Tinderbox

Tre ud af seks stjerner

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg må indrømme, at jeg havde det blandet med Band Of Horses, selv helt tilbage da de kom frem på Seattles hippiescene. Som med lignende bands som Fleet Foxes var det ligesom lidt for konstrueret. Helt fra udtrykket, hvor en måske var Charles Manson på et jesusflip, en anden var Neil Young i det mest naive hjørne og så videre. Arketyper der solidt signalerede Topanga Canyon lige inden coke for alvor smadrede den drøm.

Jeg åndede countryrock i de år i 1970'erne, og de store bands var Gram Parsons' Flying Burrito Brothers, Poco og The Eagles, alle bands der kunne deres Crosby, Stills, Nash & Young til fingerspidserne, og var mellow yellow i en grad, at det næsten lugtede af gusten beregning.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alligevel kunne jeg godt lide den udgave af Band Of Horses, der oprindelig kom frem, fordi de formåede at skrive enkelte sange, der bare sad, hvor de skulle, og så synger Ben Bridwell altså ret godt, selv om han lufter den indre Neil Young lidt vel rigeligt. Ligesom bandnavnet ligesom lugter ret meget af Crazy Horse.

Alligevel blev det en ret okay koncert, bandet leverede på en udgave af Tinderbox, der fritaget for sidste års regn, pludselig har tegningen til et arrangement, der er kommet for at blive. Og når de for alvor gik ind og ramte med klassikere som The Funeral, var der pludselig ret godt gang i den og selv alle dem, der syntes at vente på Rammstein holdt op med at snakke for en stund.

 

Bandet sled i det, men der var lydproblemer, der var grelle, fordi lyden netop er differentieret, altså ret homogen med mange klanglige detaljer, men også uden soloer, der stikker ud. Så bortset fra forsangerens distinkte stemme, mudrede det en del, indtil over en halv time ind i koncerten, hvor lydmanden og Tinderbox var blevet venner.

Så blev det ret godt, og i takt med at Ben Bridwells stemme blev mindre poleret, kom der den kant, jeg havde savnet i starten. Og selv om man afsøgte noget af den samme stil, som R.E.M. stod for, var der for langt mellem de virkeligt store sange, hvorfor det aldrig for alvor blev en memorabel koncert.

Farvel med Band of Horses

Ret god rundtur i americana-land med traditionalister, der ikke har skyggen af fornyelse i sig.

Oversigt

    Oversigt