I det fynske folks tjeneste

Game over: Astralis taber - og kan vinke farvel til 1,4 millioner

Counter Strike-holdene Astralis med fynsk grundlægger og North tabte begge sin semifinale ved turnering i Las Vegas.

Foto: Kevin C. Cox / Scanpix

Der ligger 200.000 dollar svarende til 1,4 millioner kroner og venter på vinderen af Counter Strike-turneringen DreamHack i Las Vegas.

Desværre for de to danske hold Astralis og North bliver det ikke dem, der får fingre i præmiepengene.
 
Først tabte Astralis søndag aften dansk tid sin semifinale til polske Virtus.pro med 2-1. Bag Astralis står den fynske manager og grundlægger Frederik Byskov. 

Læs også E-sport hitter blandt unge: Odenseaner tjener penge på Counter Strike

 De to hold, der dystede i det populære skydespil på computer, vandt hver på deres bane med henholdsvis 16-3 og 16-9.

På tredje og afgørende bane var polakkerne skarpest med sigtekornet og vandt 16-4.

 Astralis vakte opsigt i slutningen af januar. Her vandt det danske hold ELeague Major-finalen i USA. Det sikrede 500.000 dollar - svarende til næsten 3,5 millioner kroner - til holdkassen.

Læs også Fynsk triumf: Gamere vinder 3,5 millioner i Counter Strike-finale

 I den anden semifinale var det et andet dansk hold, North, der har fodboldklubben FC København i ryggen, der skulle op imod tysk/brasilianske SK Gaming.

 Her viste det sig, at North var oppe imod sine overmænd. SK Gaming vandt en relativt klar sejr.
 
E-sport ser for tiden ud til at vokse sig større og større. Flere professionelle danske hold i verdenseliten har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra både publikum og investorer.
 
Fodboldklubberne FC København og Brøndby har blandt andet kastet sig ind i den voksende sportsgren.