Gamle indvandrere er isolerede og ensomme

Antallet af gamle indvandrere vil stige med 42% i Odense Kommune de næste syv år. Det betyder en kæmpe udfordring for kommunen. De tilbud, der er til danske ældre i dag, slår nemlig ikke til over for de fremmede.

-

Antallet af gamle indvandrere vil stige med 42% i Odense Kommune de næste syv år. Det betyder en kæmpe udfordring for kommunen. De tilbud, der er til danske ældre i dag, slår nemlig ikke til over for de fremmede.


Mange flygtninge og indvandrere over 60 år er meget dårlige til dansk og kan derfor ikke kommunikere med hverken personale eller medbeboere på plejehjem og ældrecentre.


\"Vi har en arabisk mand, som sidder en hel dag uden at have kontakt med andre. Jeg tror, han har det rigtigt elendigt\", siger Helen Jakobsen fra Ældrecenter Øst i Vollsmose.


Har taget hul på udfordringen


De ældre er den gruppe af indvandrere, der vil vokse mest de kommende år. I dag bor der 569 flygtninge og indvandrere over 60 år i Odense Kommune. Om syv år vil det tal være steget med mere end 40% til 807 ældre.


Det har fået Odense Kommune til at tage hul på problematikken om indvandrernes alderdom. For at komme i kontakt med de ældre, aktivere og forberede dem til alderdommen har kommunen oprettet et værested for etniske pensionister.


\"De plejehjem og ældrecentre vi har i dag dur ikke. Det skal være noget med bofællesskab og opgangsfællesskab, så de gamle kan tale sammen. På den måde bliver deres sidste tid værdig\", siger Helen Jakobsen, der er projektleder i Værestedet.


Det er fortrinsvis bosniske mænd og tyrkiske kvinder, der kommer i værestedet i Bøgeparken i Vollsmose. Værestedet er endnu for lille, og der er for få to-sprogede medarbejdere til at tilbudet kan bredes ud til flere sproggrupper.


Ændrede familiemønstre


Kommunerne har været længe om at komme i gang med tænke på indvandrernes alderdom. Det skyldes til dels myterne om, at indvandrerne ville tage hjem igen, og at hvis de blev i Danmark, ville deres børn nok tage sig af dem.


\"Men det ser anderledes ud i dag. Deres børn har nok at se til i det danske samfund. De er enten på danskkursus, ved at tage en uddannelse eller på arbejde\", siger Ceyhan Aydemir, der er næstformand i Flygtninge-/Indvandrerrådet i Odense.


\"Jeg tror, at indvandrernes børn mere overtager danskernes levevis. Derfor er der et øget behov for, at kommunerne skal tage sig af de gamle indvandrere\", siger Værestedets projektleder, Helen Jakobsen

Oversigt

    Oversigt