Gammelkendt læserbrevsskribent bag ny lokalliste i Odense

Nyt Odense - Folkeflokken. Det er det foreløbige navn på et nyt lokalt parti, som stiller op til næste års kommunalvalg i Odense.

Prioriteringen af kommunens skattekroner står allerøverst på dagsordenen, når det nystiftede parti "Nyt Odense - Folkeflokken" næste år for første gang kaster sig ud i en kommunalvalgkamp.

Med et erklæret mål om at bruge færre midler på prestigefulde bygningsværker, dyre infrastrukturprojekter og fancy sports- og kulturarrangementer vil partiet forsøge at skaffe sig adgang til byrådssalen.

- Det handler om at finde den bedste prioritering af vores midler. Med det arbejde Frank (Eistrup, red.) har lavet, der kan vi jo se, at der bliver skvattet penge væk til højre og til venstre, siger medstifter af "Nyt Odense - Folkeflokken" Gert Broxgaard.

Gammelkendt læserbrevsskribent står bag

For interesserede læsere af debatsiderne i Fyens Stifttidende, er det en gammel kending med en klar dagsorden, der nu melder sig på den lokalpolitiske scene.

Frank Eistrup har i tidens løb begået hunderedevis af læserbreve. Alle har de det til fælles, at de revser Odense Kommune for at frådse med borgernes penge.

- Hvorfor skal det være prestigeprojekter hele tiden – det er jo det, det går op i. Min bekymring går på, hvad der kommer til at ske med byen de kommende år, hvis vi fortsætter med samme pengeforbrug, har det blandt andet lydt fra Frank Eistrup.

Letbane og Odense & Co. gjorde udslaget 

Den pensionerede slagter har de seneste år brugt sin fritid på at søge aktindsigter i budgetter og fakturaer i alt lige fra byens letbaneprojekt til forbruget i vækstprojektet Odense & Co.

For ham har det længe stået klart, at prioriteringen af pengene i Odense Kommune er forkert - så klart, at han nu sammen med Gert Broxgaard og Kim Slott Nielsen vil tage kampen op i byrådssalen.

- Odense Letbane vil fra 2020 få en driftsomkostning på mere end 100 millioner kroner om året. De penge skal hentes i Odense Kommune. Det kan jeg slet ikke forstå, siger Frank Eistrup, der ikke mener, at kommunens nuværende regnestykker holder.

Initiativtagerne bag det nye parti tæller foruden Frank Eistrup, der tidligere har været opstillet for Centrumlisten, Gert Broxgaard og Kim Slott Nielsen, der begge er tidligere kandidater for Centrumdemokraterne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nyt parti inviterer til stiftelsesmøde.
Nyt parti inviterer til stiftelsesmøde.
Foto: Nyt Odense - Folkeflokken

Informationsmøde torsdag aften

Torsdag aften afholder Folkeflokken det første åbne arrangement for interesserede.

Under overskriften "Så sker der noget i lille Odense" inviterer de tre initiativtagere torsdag aften, klokken 19.00 til informations- og stiftelsesmøde i Seniorhuset.

Hør mere om, hvorfor de mener, der brug for en ny lokalliste i Odense, når et par er dem gæster TV 2 Fyns nyhedsstudie. Det sker i eftermiddag klokken ca. 17.20.

Oversigt

    Oversigt