Gang i grundsalget

I flere fynske kommuner har der været betydeligt mere gang i salget af kommunale byggegrunde i 2010 end i 2009.

I flere kommuner er der pr. 1. december 2010 solgt dobbelt så mange bygggrunde som i 2009.

Nogle kommuner mærker en øget interesse her sidst på året, fordi byggegrunde bliver momsbelagt fra nytår og dermed bliver 25% dyrere.

Men det er ikke hele forklaringen på det stigende salg, der fordeler sig over hele året.

Mærker ikke krisen

Boligøkonom i Nordea, Jan Størup Nielsen, tror ikke på, at det stigende salg af byggegrunde skyldes, at finanskrisen er på retur.

Men mange er kommet sig over forskrækkelsen og indser, at de ikke mærker krisen.

- Der er selvfølgelig alle dem, som mister deres job. Men hvis man har arbejde, mærker man intet til krisen, siger han.

Tværtimod har folk i arbejde flere penge end nogensinde på grund af skattelettelser og andre lempelser.

Desuden er renten lav og det er billigt at bygge nu, fordi håndværkerne er sultne.

Salget af byggegrunde kommune for kommune

Odense: 17 grunde i 2009 - 56 i 2010

Kerteminde: 7 grunde i 2009 - 13 i 2010

Nordfyn: 12 i 2009 - 6 grunde i 2010

Svendborg: 6 grunde i 2009 - 12 i 2010

Ærø: 2009 uoplyst - 6 grunde i 2010

Assens: 8 i 2009 - 27 i 2010

Middelfart: 9 i 2009 - 11 i 2010

Nyborg: 6 i 2009 - 19 i 2010

Faaborg-Midtfyn: 11 i 2009 - 21 i 2010

Langeland solgte ingen byggegrunde i 2009 og har kun solgt en i 2010. Det skyldes at kommunen har haft meget få byggegrunde i det hele taget; men der er gang i en udstykning i Rudkøbing, som snart bliver til salg.

Oversigt

    Oversigt