Gang i salg af sommerhuse

Salget af sommerhuse på Fyn og især Langeland er i fremgang.

Afslag i prisen og en god dansk sommer har fået flere danskere til at købe sommerhus. Det viser tal fra Nybolig.

I hele landet er salget af sommerhuse steget med 4 procent. Men for Fyn er salget steget med hele 37 procent, kun overgået af Nordjylland med 44 procent. For Fyn er det især salget på Langeland, der trækker op.

I de seneste tre måneder er der på landsplan i gennemsnit blevet givet et afslag i udbudsprisen på 203.000 kr. på de solgte sommerhuse. På samme tidspunkt sidste år var afslaget på 141.000 kr.

- De lavere priser har sammen med en solrig sommer fået flere købere ud af busken. En stor del af køberne har afventet, hvordan priserne på sommerhuse ville udvikle sig, og har valgt at slå til nu, hvor de kan se, at de kan gøre en god handel, men der er også mange nye og yngre købere, der fået mod på at realisere drømmen om et sommerhus og her spiller den gode sommer ind. Det får altid flere købere i markedet, fortæller pressechef i Nybolig, Kim Paul i en pressemeddelelse.

link

Oversigt

    Oversigt