Går fri på grund af pladsmangel

Pladsmangel betyder, at kriminelle udviklingshæmmede, der har begået overgreb på børn eller voldtægt, sjældent kommer på en sikret institution.

Der er kun mulighed for at spærre 29 kriminelle udviklingshæmmede inde på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby. Derfor ender mange udviklingshæmmede voldtægtsmænd og pædofile på bosteder, hvor der ikke er lås for døren, skriver Ekstra Bladet.

I Region Syddanmark har man eksempelvis lige nu 138 udviklingshæmmede, der har fået en dom. Ud af dem har over 25 procent begået seksuelle forbrydelser, men kun ganske få af dem havner på en sikret afdeling.

Anna Lise Bredahl, medlem af Samråd for udviklingshæmmede lovovertrædere i Syddanmark, der er med til at vurdere, hvilken dom der er mest hensigtsmæssigt, fortæller, at det kun er i tilfælde af drab og mordbrand, man med sikkerhed kommer på Kofoedsminde.

- Det er en konkret vurdering i hver sag, men de udviklingshæmmede, der har begået eksempelvis overgreb på børn eller voldtægter kommer sjældent på en sikret institution, siger Anna Lise Bredahl til Ekstra Bladet.

- Ved meget grove voldtægter eller anden grov kriminalitet så anbefaler vi typisk, at dommen giver kommunen mulighed for at overføre den dømte til den sikrede institution Kofoedsminde. Men den mulighed bliver sjældent udnyttet, fordi der er mangel på pladser, siger hun.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har nu bedt sine embedsmænd om at sætte sig sammen med embedsmænd fra Indenrigs- og Socialministeriet for at vurdere, hvor indsatsen kan styrkes på området

Oversigt

    Oversigt