Garanti for kræftbehandling overskrides

En kræftsyg, nordfynsk kvinde må vente syv uger på behandling, selvom politikerne har udstedt en behandlingsgaranti på fire uger. Landets kræftafdelinger kan simpelthen ikke følge med behovet.

-

En kræftsyg, nordfynsk kvinde må vente syv uger på behandling, selvom politikerne har udstedt en behandlingsgaranti på fire uger. Landets kræftafdelinger kan simpelthen ikke følge med behovet.


Den 53-årige kvinde fra Otterup fik konstateret en ondartet svulst i hjernen,  d. 7. september og blev straks indstillet til strålebehandling på Odense Universitets Hospital.


En uge senere fik hun et brev med indkaldelse til ambulant undersøgelse og samtale. I samme brev stod, at hun er omfattet af behandlingsgarantien med fire uger fra d. 10. september. Det vil sige, at første behandling skulle finde sted senest d. 8. oktober.


Ved den senere undersøgelse og samtale fik hun at vide, at datoen for første strålebehandling var d. 26. oktober - en overskridelse af behandlinsgarantien på 3 uger.


Hvis et sygehus ikke kan overholde garantien, skal der henvises til andre sygehuse, der kan. Men kvinden fik den besked, at ventetiden er lige så lang på andre sygehuse både herhjemme og i udlandet.


\"Vi elsker vort land - ja, men elsker det os\"? Spørger kvindens døtre, Trine og Karina Christensen.


Lederen af kræftafdelingen på Odense Universitets Hospital, Administrerende Overlæge Kamma Berthelsen, erkender at behandlingsgarantien ikke altid kan overholdes.


\"Vi gør, hvad vi kan, og arbejder ofte til sent om aftenen for at overholde de fire ugers ventetid. Men alt er spændt til bristepunktet, og hvis blot en enkelt maskine svigter, skrider det hele - også ventetiden\"; siger hun.


Meget tyder altså på, at politikernes løfter om en garanti ikke kan opfyldes i praksis. Sygehusene har simpelthen ikke kapacitet til det.

Oversigt

    Oversigt