I det fynske folks tjeneste

Gårdejer: Vi skulle bare have dyrene væk

00:56

En gårdejer har først og fremmest tanke for at få sine dyr levende ud, hvis der opstår en brand, fortæller Svend Erik Kruse

1 af 2

Da branden brød ud på en gård ved Humble mandag aften, havde ejeren ikke tanke for, at der var kunstgødning, der kunne være farlig at indånde. Det vigtigste var at få dyrene levende væk fra ilden, fortæller han til TV 2/FYN.

Gårdejer Svend-Erik Kruse blev selv indlagt på sygehuset til observation efter at have været udsat for de sundhedsskadelig gasser, der udviklede sig, da hans to tons kunstgødning også brændte.

- Vi har ikke hørt andet end at vi bliver udskrevet i løbet af i dag, siger en lettere trykket Svend-Erik Kruse, da TV 2/FYN møder ham tirsdag eftermiddag på sygehuset i Svendborg.

De mange tililende naboer var med til at få reddet køerne væk fra branden. Tirsdag græssede de, mens efterslukningen stod på.

Da branden bryder ud, er Svend-Erik Kruse selv ved at fodre. Det er nogle drenge på besøg, der alarmerer ham.

- Vi farer rundt og finder de ildslukkere, vi har på ejendommen, men så kan vi se, at det batter ingenting. Så vi ringer 112, fortæller han.

Svend-Erik Kruse har flere end 100 køer, som var i fare under branden. Han bliver rørt, da han fortæller, hvordan folk strømmede til for at hjælpe.

- Det styrtede ind med mennesker. Det var fantastisk. Der var pludselig mindst 25 mennesker, siger Svend-Erik Kruse.

Svend Erik Kruse forsøger at få et overblik over skaderne på gården, mens han stadig er indlagt til observation på Svendborg Sygehus.

Da det stod klart, at der var kunstgødning til stede under branden, blev der tilkaldt ambulancer, som gav ilt til de personer, der havde indåndet de sundhedsskadelig gasser.

- Lige da jeg opdagede branden, tænkte jeg overhovedet ikke på, at der var kunstgødning. Jeg tænkte kun på alle de bigballer, der brændte. På 5-10 minutter var det bare. Så sagde det nærmest bare "puh" fra hele laden, og så sprang det nærmest i luften. vi tænkte på bare på, at få dyrene væk, fortæller Svend-Erik Kruse.

Ved du noget? Så send os et tip