Gartneri går vinteragurk

Gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Bellinge ved Odense har, som de første herhjemme, startet en produktion af agurker om vinteren.

Mandag begyndte høsten af de første, danske vinteragurker i et 7000 kvadratmeter stort drivhus i Bellinge.

Den kommende tid bliver der plukket 40.000 agurker om ugen.

Håbet er, at danskerne er parate til at betale ekstra for at få mere friske agurker end dem, der bliver importeret fra især Spanien og Holland.

- Jeg synes selv, som forbruger, at de importerede agurker er lidt kønsløse og bitre i det. Derfor har vi overtalt supermarkederne til at få friske, danske agurker på hylderne, siger direktør Mads Pedersen, gartneriet Alfred Pedersen og Søn.

Gartneriet vil kun producere om vinteren og konkurrerer altså ikke med andre, danske agurkproducenter, som kun producerer om sommeren.

Mads Pedersen er sikker på, at der er et marked for agurkerne, selvom de kommer til at koste 14,95 kr. i butikkerne - næsten dobbelt så meget som spanske agurker.

- Vi går efter de forbrugere, der hellere nøjes med en agurk af høj kvalitet end at købe to smagsløse importerede, siger han.

Agurkerne kræver vækstlys for at vokse sig store. Det giver stort elforbrug med tilhørende udledning af CO2.

Alligevel har Mads Pedersen miljøsamvittigheden i orden. Det samme gælder nemlig i Spanien og Holland.

Derudover skal man lægge lastbiltransporten oveni.

- Jeg tror såmænd det er lige så miljøvenligt - om ikke mere - at producere agurkerne herhjemme, siger han.

Alfred Pedersen & Søn er ellers primært tomatavlere. Som de første herhjemme begyndte de med held at producere tomater om vinteren i 2006.

Oversigt

    Oversigt