I det fynske folks tjeneste

Gartnerier truet på livet

Hvis skattekommissionens forslag bliver gennemført betyder det at hovedparten af de danske gartnerier må lukke, 10.000 jobs går tabt og det er slut med dansk frugt og grønt.

Skattereform kan betyde slut med dansk frugt og grønt

Skattekommissionens oplæg til en skattereform vil betyde højere priser på varme, elektricitet og udledning af CO 2.

Alle tre store poster på gartneriernes regnskaber.

Bliver de nye afgifter vedtaget som foreslået, vil det betyde at for eksempel en bakke tomater bliver fire kroner dyrere end i dag.

- Så vælger forbrugerne sikkert de billigere hollandske eller spanske tomater ved siden af, siger Mads Pedersen, direktør for Gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Odense.

- Det bliver en katastrofe for hele branchen, siger Kaj Jørgensen, formand for Danske Gartnerier.

Lukker og slukker

Han mener, de fleste gartnerier bliver nødt til at lukke og 10.000 mennesker mister jobbet.

Det vil ramme særligt hårdt på Fyn, hvor 2/3 af landets gartnerier ligger.

Mads Pedersen, direktør for Gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Odense siger, at i givet fald vil hans virksomhed stoppe al udvikling i Danmark og i stedet flytte til udlandet.

Hertil kommer, at der ikke længere fås dansk frugt og grønt.

Håber på politikerne besinder sig

Energipolitisk ordfører for Venstre, Lars Chr. Lilleholt, siger at det er afgørende at få belyst konsekvenserne af de forskellige forslag fra skattekommissionen inden de bliver vedtaget.

- Jeg tror og håber, at hvis det her er konsekvensen for gartnerierhvervet, så vil det forslag ikke blive vedtaget i sin nuværende form.