Gaseksplosion på Sydfyn

Beboerne i Horne på Sydfyn blev vækket med et brag natten til tirsdag, da to mænd i alderen 27 og 28 år rodede rundt med flaskegas i en villa på Snedkervej.

Af endnu ukendte årsager eksploderede dunkene med gas og blæste vinduerne ud af huset, oplyser politiet i Odense til Ritzau.

Eksplosionen satte samtidig ild i bygningen, og mændene fik forbrændinger på hænderne - og den ene også i ansigtet.

Det lykkedes den ene af mændene at ringe 112, så brandvæsen og ambulancer nåede frem til landsbyen tæt ved Faaborg kort efter klokken 01.00.

En time senere var branden under kontrol, og redningsfolkene havde desuden hjulpet en uheldig hund, der også blev forbrændt under eksplosionen.

Oversigt

    Oversigt