I det fynske folks tjeneste

Gasudslip i Faaborg

En entreprenør slog onsdag formiddag hul på gasledning på Assensvej i Faaborg. Den trafikerede vej blev afspærret, og politiet opfordrer bilisterne til at finde alternative ruter. 

-

En entreprenør slog onsdag formiddag hul på gasledning på Assensvej i Faaborg. Den trafikerede vej blev afspærret, og politiet i Assens ved endnu ikke hvornår trafikken bliver normal igen.

Entreprenøren skulle trække en ledning under Assensvej ved at skyde den med trykluft fra et hul til et andet. Men undervejs slog jernstangen hul på en ledning med naturgas.

Det skete klokken 9.50 og i øjeblikket arbejder Naturgas Fyn på den ødelagte gasledning.

- Vi har seks mand på stedet. De skal klemme naturgasledningen sammen og derefter udskifte den del, hvor der er slået hul. Hvorlænge det varer ved vi endnu ikke, siger Svend Bomholt, der er teknisk chef i Naturgas Fyn.

Selvom ledningen er en af de store hovedledninger burde bruddet ikke få nogen stor betydning for varmeforsyningen. Svend Bomholt vurderer, at kun et meget begrænset antal husstande bliver berørt.  

Politiet har bedt alle naboer til gasledningen om at lukke døre og vinduer. Senere bliver de så bedt om at lufte godt og grundigt ud, fordi gassen alligevel kan have sneget sig ind i husene. Og hvis der bliver tændt ild i nærheden af gassen kan det ende meget galt.

Indtil bruddet er lukket er der ingen passage på Assensvej mellem Peter Hansens Vej og Bjernevej i Faaborg.

Ved du noget? Så send os et tip