I det fynske folks tjeneste

Gavekort til Fætter BR og Toys"R"Us kan alligevel refunderes

Kunder med gavekort, der er købt i december, kan få penge retur, meddeler konkursramte Top-Toy til B.T.

Nu kan personer, der har modtaget et gavekort til Fætter BR eller Toys"R"Us, som er købt efter den 30. november, få penge tilbage. Foto: Frederik Roland

Nu kan personer, der har modtaget et gavekort til Fætter BR eller Toys"R"Us, som er købt efter den 30. november, alligevel få penge tilbage. Det meddeler selskabet bag de to butikker, det konkursramte Top-Toy, til avisen B.T.

 

Læs også Top-Toy konkurs: Flere fynske butikker står til at lukke

 

Dermed har selskabet ændret procedure i forhold til meldingen fredag, hvor den sagde, at alle gavekort var gået tabt.

- Der var rygende travlt i går (fredag, red.), og ikke alt blev håndteret korrekt. Vi kan kun lægge os fladt ned og indrømme, at det ikke er godt nok, siger pressetalsmand for Top-Toy Lars Bo Kirk til B.T.

Gavekort, der er købt før december, er stadig værdiløse. Man kan dog gøre krav til kuratoren i konkursboet på et tilgodehavende.

Hvis man vil have penge tilbage for gavekort eller tilgodebeviser købt i julemåneden, så skal man ikke møde op i butikken. Det skriver Fætter BR i Kolding Storcenter på Facebook.

- Send en kopi af gavekort og kvittering for køb med datoangivelse (bon-kopi eller lignende) til mailadressen toptoy@gorrissenfederspiel.com. Angiv dit navn og bankkonto, og vi sørger for udbetaling hurtigst muligt, står der.

Ritzau har lørdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Bo Kirk og kurator John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel.

Selskabet Top-Toy blev fredag erklæret konkurs efter et svigtende julesalg ikke længere gjorde det muligt at fortsætte en rekonstruktion af selskabet.

Fredag meddelte Top-Toy, at ti Fætter BR-butikker og 14 Toys"R"Us-butikker vil holde åbent året ud.

Der er derfor lørdag lange køer foran de åbne butikker, hvor børn med deres forældre i hånden venter på at få lov til at bytte julegaver, inden det er for sent.

Top-Toy driver 226 Fætter BR-butikker og 72 Toys"R"Us-varehuse i Norden.

Lars Bo Kirk oplyste fredag til Ritzau, at flere end 3000 medarbejdere i de to legetøjskæder fredag er blevet sagt op i forbindelse med konkursen.