I det fynske folks tjeneste

Gemmelegen slutter for Jan Reimer

02:20

1 af 2

Spændingen er stor i Nyborg mandag, hvor afhopperen fra Socialdemokraterne for første gang skal møde sine tidligere partifæller og måske pressen.

Siden Jan Reimer Christiansen i en kortfattet pressemeddelelse fredag morgen fortalte, at han har meldt sig ud af Socialdemokraterne og ind i Venstre, og nu ville pege på Kenneth Muhs som ny borgmester, har afhopperen ikke givet lyd fra sig.

Trods utallige tilbud om at forklare sit overraskende partiskift, har Jan Reimer Christiansen været i flyverskjul. Han svarer hverken på telefonopkald, sms?sere og åbner ikke sin dør i sit hjem.

- Det er naturligvis også en stor belastning for ham, og mandag bliver en hård dag, da han skal møde sine tidligere partifæller, siger gruppeformand for Venstre i Nyborg, Kaj Reflund.

For mandag slutter gemmelegen for det nye medlem af Venstre i Nyborg. Jan Reimer Christiansen skal møde op til det konstituerende møde i byrådet i Nyborg for at pege på Kenneth Muhs som ny borgmester.

Når han møder op på Nyborg Rådhus, vil der være hundredvis af demonstranter ved rådhuset og et massivt presseopbud vil formentlig forsøge at få ham i tale.

Men hvis han ikke møder op, er hans subsitut en socialdemokrat, og så er der pludselig ikke længere flertal bag Kenneth Muhs som ny borgmester.

- Han kommer. Det er helt sikkert, men det bliver naturligvis ikke rart, og vi må bede om forståelse for at det er en svær dag for ham, siger Nyborgs kommende borgmester Kenneth Muhs.

Ifølge Venstre har partiet truffet "foranstaltninger" for at hjælpe afhopperen skånsomt ind i byrådssalen.

Om Jan Reimer Christiansen også vil stille op til interview og forklare til offentligheden, hvorfor han skiftede parti ni dage efter valget, er uvist.

TV 2/FYN har også mandag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jan Reimer Christiansen.

Ved du noget? Så send os et tip